400.000 danskere har et dement familiemedlem.
80.000 danskere har demens.
40.000 heraf har Alzheimers.
Én af dem er min mor. Ruth - 80 år her i april. Nu på plejehjem til hendes store fortrydelse eller sorg, det svinger lidt. Ind imellem resignerer hun. Et dejligt sted, søde personaler, men - ikke hjemme ved sit eget. Somme tider mener hun, at hun er på hospitalet og snart skal hjem.80.000 danskere har demens.
40.000 heraf har Alzheimers.
Det er en frygtelig sygdom. Man mister sig selv gradvist, frem og tilbage går det. Klare dage og dage i tåge, for sådan må det vel være - føles? I bogen "Dronningeofret" beskrives sygdommens fremadskriden, det virker meget autentisk, endskønt jeg kan ikke vide det.
Nogen siger at demens er de pårørendes sygdom, noget om det, men den syge selv, der på gode dage er vidende om sin skæbne - langsomt at ende i tågerne - er meget hårdt ramt.
Hvis den gode kaffe kan hjælpe, som det påstås, er det som skrevet - en lyksalighed.
Dog - ingen har da drukket så meget kaffe, som min mor. Måske den ikke har været god?
Til jer, der læser med endnu vil jeg sige tak, fordi I lytter. Det kan være svært at kapere ind imellem.
Til jer og til min mor denne rose - Nostalgi -.
Tak til min mor for de mange mange gode år og timer, for hendes utrættelige hjælp med mad, penge og børnepasning, da jeg stod der som enlig mor og to unger. Tak for at have været en skøn mormor, der legede købmand og vaskede tøj, læste historier og sågar indlæste dem på bånd, da datteren var lille. Så kunne hun sidde om morgenen, når hun vågnede (meget tidligt) og høre sine elskede bånd med mormor eller "Prop og Bertha".Tak for den brune sovs til sønnens fødselsdag, stor jubel blandt kammerater! Tak for alle de ting, hun har lært mig, og den person jeg er blevet. Hun havde en guddommelig sans for de skæve situationer og var en sand genbrugsfreak og strikkeelsker. Jeg må huske at sige det til hende selv.Mens tid er.
Du skriver meget smuk om din mor, meget rørende.. Det er en svær sygdom,. Jeg har arbejdet med udviklingshæmmet med demens, dobbelt svært..
SvarSletTager lige en ekstra kop kaffe..
Sitter her med mine to store krus med kaffi og leser hva du skriver. Merker at jeg klarner i hodet.....
SvarSletForstår deg godt, det mennesket som jeg har beundret mest av alt var min bestemor. Jeg voks opp hos henne. Hun døde for 6 år siden og var dement helt på slutten. Jeg elsket det mennesket og det var vanskelig å oppleve, men jeg besøkte henne nesten hver dag(like i nærheten) og fikk gjøre henne glad så mye jeg kunne. Av og til tenker jeg på det for hun kjente meg igjen når jeg kom, så en dag,
trakk hun meg inn i en krok. Så sa hun til meg. Du må være forsiktig og ikke si noe for de spionerer på oss overalt og man kan ikke gjøre noe og ville gå ut den låste døren. Ja,ja det må jo føles underlig når man i øyeblikk er litt klar og merke at man er innelåst og bor sammen med en haug av mennesker som gjerne ter seg litt rart.... Kos deg videre Lavendel :-)
Tak for ordene, min morfar blev også dement de sidste år, hen var over 90, men det havde også nogle tragi-komiske situationer til følge - som da han højlydt kommenterende sad i dagligstuen på plejehjemmet og stangede "store fede ål" med sin stok i en plantekumme....
SvarSletÅh, Lone, hvor er det smuk skrevet! En stor kærlighedserklæring til din mor, som har været der for dig, indtil demensen ændrede hende sind. Min svigermor drak masser af kaffe og blev dybt dement, så den med kaffen passer altså ikke lige i disse to tilfælde ...
SvarSletJeg ved ikke, hvordan jeg lige faldt ind i din blog, men det er meget bevægende, det du skriver om din mor. Min mor, der døde for 3 år siden, havde en slags demens de sidste 3 år, hun levede. Det er rigtig hårdt, når et elsket menneske forsvinder og ændrer sig til en anden.
SvarSletJeg læste meget om det for at forstå. Hvis du er interesseret, så vil jeg anbefale "Pas godt på min far" af Else Steenbuch Yde.
sikke en smuk hyldest til din mor. er ikke det bedste vi kan göre for at mindes sådanne mennesker når de er forsvundet for os, at vi gör vores bedste for at være lige så gode til livet som de var?
SvarSletkh.fra Island
Frida
Madame - men vi vil ikke løbe risikoen og holde op med at drikke kaffe, vel?
SvarSletBetty - tak for tippet om bogen. Du er velkommen en anden gang.
Frida - ja, du har ret, vi må øve os voldsomt.
Sikke smukke ord du har skrevet om din mor. Håber det bedste for hende. Og kaffen kan vi jo ikke undvære.
SvarSletDu skriver så fint og smukt om din mor og hendes betydning. Klump i halsen...
SvarSletDet er en frygtelig sygdom, måske især fordi de ramte har de klare øjeblikke , hvor de ved at de er syge og langsomt mister alt..
Ja, vi må huske at fortælle dem vi holder af, at vi holder af dem og hvilken glæde i har været i vores liv.
Knus fra Mig :-)
Jeg tror også at man skulle drikke lidt mere kaffe oven på dit indlæg, Husk at få det sagt i tide til din mor, det nåede jeg heldigvis inden hun døde for 6 år siden.
SvarSletMin mor har också Alzheimers och är på ett hem för demenssjuka. Ibland vet hon vem jag är, ibland nte. Mest inte, men hon vet att hon älskar mig! Det känner jag!
SvarSletTak allesammen for jeres søde ord.
SvarSletDu skriver så smukt om din mor. Jeg sidder her med en klump i halsen, meget - meget rørende.
SvarSletStort knus fra engen ;-)
Åh Lavendel, tårerne kommer i mine øjne, for det ER en satans sygdom. Kender selv en der er taget til fange af den, og det er så trist så trist. Jeg syntes du gør hende ære, ved dine ord, og det at hun stadig er her på jorden, er jo måske alligevel bedre end hvis hun slet ikke var mere.
SvarSletJeg sender dig varme knus for at fortælle om hende.
Henriette