30 april 2011

Jagten går ind



Fredelig morgen...ud i marken med hundene og høre lærken. Glædeligt overrasket over landmanden. Nu har de sidste 300 meter markvej ligget fuld af enorme render lavet af de store maskiner i vinters, så man nærmest ikke kunne gå, men måtte springe fra kant til kant , så det ikke var nogen fredelig gåtur længere, men en fysisk udfordring...og det gider vi ikke kl. 7.30 om morgenen.....
I dag var det pænt jævnet ud, så vi kunne gå hele 600 meter ud, som vi plejer, lærken sang, viben gjorde, hvad den nu gør, og kløvergræsset var vokset flere cm i nattens løb.
På vej tilbage skulle hønsene fodres, og nu fór en djævel i Lillehunden - én af de store Orpington-høner blev forskrækket over et eller andet og hoppede og flaksede, og så begyndte hunden at løbe efter de tre Orpington'er, som stadig er lidt sky...især hanen ... det opdagede jeg ikke lige straks, men da fodring og snik-snak (joooh, man kan godt tale med høns) var overstået, havde jeg kun én hund - Storehunden - at tage med ind.
Efter nogen kalden kom den lille løbende - frisk nede fra vejen.....og mine bange anelser slog til - mens én af hønerne forskrækket gokkede rundt inde i granskoven, så jeg hane og den anden høne i det fjerne henne ad vejen.....
Hvad gør en klog?
Ja, jeg satte hunden ind i huset og mig selv i bilen, for hvis jeg kom på løbe-ben, ville jeg blot jage dem til Otterup eller måske Odense, og så langt havde jeg ikke tænkt mig at løbe. Så - hen foran med bil, parkere i vejsiden og så tilbage ....hvilket resulterede i, at de søgte tilflugt på hestemarken på den anden side af vejen. Ingen heste ude, så Lavendel kunne snildt kravle under hegn og begynde jagningen-tilbage-mod-hus. Desværre endte de i naboens baghave i et tæt krat. Haha, du kan ikke nå os!
Tilbagetrækning ud under hegn - desværre en del brændenælder - hen til bil og hjem igen, sydende af ....ja temmelig sur. - Møghund! - var et af de mildere udtryk, der gik gennem hjernen. Den var bare glad, da jeg kom tilbage, for ikke at tale om Storehunden, der modtog mig på gårdspladsen med den mest forurettede mine og lyd...joooh, sådan nogle forkælede schnauzere kan sandelig udtrykke lidt af hvert!
I mellemtiden var kaffen blevet kold.
For lidt siden besluttede jeg mig til at tage et overblik over situationen, eventuelt at begive mig over i nabo(som er genbo)-haven og prøve at få kontakt med kræene. Forgæves, jeg så i ånden, at de var strøget ud over stepperne og halvvejs i Bogense, indtil jeg kom hjem igen med uforrettet sag og opdagede, at de gik fredeligt inde i granlunden. Hmpf.. som de siger i Anders And - men så ved de altså godt, hvor de bor.

Ja - det var glimt fra det glade landmandsliv på Lavendelgården - god lørdag, lad os forberede os til den dejlige Maj!
I aften er det Valborgsaften - lad os tænde nogle bål.



29 april 2011

- og Dronningen var i citrongult....


For nu at citere hedengangne Poul Jørgensen...eller var det Gunnar Nu - ja så ses den engelske 85-årige majestæt i fineste form, noget nedadvendte mundvige, men dog i optimistisk forårskyllingegult.


William fik sin Kate - eller var det omvendt?
Det halve kongerige var mødt op både i og uden for kirken...
Jes Dorph vrøvlede som han plejer ved den slags begivenheder


Men sikke en forestilling -
og som de kan synge, de englændere!!
Der er ingen piveri over salmernes tonehøjder,
næh - op at stå og syng af karsken bælg.


rørende øjeblik....


her på vej ud for at "skrive under" -helt særligt engelsk fænomen...

ja, det var dagens udsendte foran laptoppen


Udredning


Dejligt garn ellers, merceriseret, flot farve, men, men......rolig nu Lavendel....


Grrrrrrrr....her får jeg selskab af

Hvor svært ka' det være, snapper hun og ta'r over, klip - så er det på plads!


og man kan gå i gang med sit lampeprojekt....spreder mig? Nej, slet ikke, det er rart med lidt forskelligt-.
Nu vel jeg se n oget royalt til morgenkaffen.

28 april 2011

Sløret løftes en smule....


Lette sommerkjoler til små alfepiger
Vintage stof med hæklet eller strikket overdel,
så skal der bare stoppes de sidste ender...


de kommer med på Forårsmarkedet.

Så er jeg også i gang med tunikaen fra Hendes Verden i mandags...


Jeg er spændt på den, jeg har ændret lidt i opskriften, så den passede mit garn,
som er en lækker blanding af merino og viscose.

Fyns Fedeste Forårsmarked



Nu har de sørme også lavet video....behøver jeg at sige at LAVENDELS også er med

Gaveregn


I broderie anglaise skal Lavendel nu hvile sødt, for hun har vundet en flot pakke i påskekonkurrencen hos Mia. Som om dette sæt sengetøj ikke var nok, indeholdt pakken desuden


et flot blomstret forklæde - osse med lavendler på, en "weekly planner" selvfølgelig fra "Anglofilia", Mias butik med engelsk lækkerhed, en lille sæbe og et eksemplar af magasinet "Skønne Dage". Jeg føler mig overmåde forkælet. Det er ikke ofte, jeg vinder noget, jeg er ved at tro, set kan tælles på én hånd, de gange, jeg har været heldig. Tak til Mia!!!!

27 april 2011

Rigtige venner


Lillehunden hilses af kattevennerne Gizmo og Missen


Især Gizmo er meget grundig


Det gælder om at stå fast på alle fire


Vi to....


Så starter vi forfra..


Storehunden må også lægge kind til en krammer...

med dette kærlige indblik i dyrenes verden sender jeg en stor hilsen til alle på denne solrige onsdag.


26 april 2011

Strandstemning mandag klokken 17.













At finde sådan en skønhed 3 kilometer fra sin dør....
Jeg er et lykkeligt menneske..


Nej, nu be'r jeg Dem..


Og hvad tror I så, mine herskaber at denne skabning foretager sig her udover at spankulere rundt og tage sig ud? Ja, en enkelt knust pære i garagen har han selvfølgelig forrettet, men her for et par minutter siden var jeg da lige ved at få kaffen galt i halsen....en farlig gokken og lamenteren lød derude - hanen fór rundt - og hvad så jeg med mine egne øjne....??? Fy-fasanen forsøgte at bedække en høne!! Jamen...han havde vist ikke rigtig held med foretagendet, men skabte da en del forvirring derude.
Det var slet ikke det, mit indlæg skulle handle om, men tastaturet har sin egen vilje til tider.

25 april 2011

Sandkassekøkkenet.


Det var jo slet ikke gået i dag. Ungernes sandkasse placeret under guldregnen. Det var ikke desto mindre tilfældet i min barndom i gamle dage. Desuden var der i samme have et ret stort bassin med (kæmpe)guldfisk.
Dog forsynet med ståltrådsnet, så man ikke skulle drukne sig. Vand har alle dage haft en fantastisk dragning på børn således også den unge Lavendel.
Om vinteren gik disse kæmpefisk i skyllekarrene i vaskehuset - uuuh, de var store og havde en magisk tiltrækning på os - men ikke noget med at fodre!!!!! Nej, nej vi kigger bare (med fingrene..)
Sandkassen var et kært tilholdssted. Ikke at den var forsynet med sand. Havde muligvis været det i tidernes morgen, men Lavendels effektivitet med skovl og spade kendte heller ikke i de meget unge år nogen grænser....så det var efterhånden endt som det rene jord. Spændende var det osse at forsøge at nå kineserne ad den vej....og sjovt, når der pludselig var vand i det dybe hul....(Farfar brød sig ikke om kinesere, tror jeg - hmpf - sådan noget pjat!)


Når sandheden skal frem, er jord også det bedste ud fra et "kulinarisk" synspunkt. Der kunne laves de skønneste pløreretter, både i gryde og ovn. En masse skramlet kasseret køkkengrej havde vi raget til os, Søster og jeg. For bedste udførelse krævedes der vand. Selvsagt.
Så måtte man snige sig. Af en eller anden grund måtte vi ikke tage det i vaskehuset i kælderen....sandsynligvis på grund af et vist spild op ad trappen samt plørede fodspor hele vejen, kan jeg nu forestille mig, men dengang.....
Altså måtte man håbe på at der blev bragt en spand til os af de højere magter...det være sig Mor eller Farmor - Farfar havde slet ikke sans for den slags, var i det hele taget ikke meget for det roderi i den pæne have :-) ...men meget sjældent blev der bragt noget til "køkkenet", og så måtte man jo sæl'.
Og her er det snigeriet kommer ind i billedet. Bassinet. Man kunne forsyne sig med spand eller gryde af passende størrelse og så snige sig hen og stille løfte det tunge net og hapse lidt vand....og så hurtigt hen i sandkassen....ofte medførte denne aktion en ophidset banken på farmors stuevindue! Men nu havde man jo vandet....Vores mor så det ikke, hun befandt sig i de højere sfærer på 1. sal i det store fælleshus.
Hvad kom der så i de fantasiske retter foruden jord og vand?
Jo, ser I. Lige ved siden af var der et bed med lyserød stenbræk, I ved Bergenia, dem men blade, der minder om rabarber. De egnede sig fint til desserter, og blomsterne kunne pynte på kagerne. Selvfølgelig måtte vi ikke nappe dem, men det forbudte er  just det sjove ved det. I sommertiden kom der kirsebær, sure var de, så de røg i gryderne - lidt grønne æbler eller stikkelsbær kunne man også rane til sig.
Det værste - og jeg husker endnu lugten - var, dengang et rødkålshoved var erobret----efter et par dage var stanken af rådden kål forfærdelig!


Jeg mindes slet ikke, vi havde sådan nogle redskaber - de kunne ikke rigtig bruges i madlavningen :-)
Hvem der spiste??? Jeg husker de omkringboende unger, men egentlig ved det sjove vist mere fremstillingen og "skafningen" ....i dag ville man sige processen.
Tak til Margith for inspirationen og tilbageblikket.

fhv. havechef

24 april 2011

I anledning af

lånt på kirkens side

Påsken kom jeg til at tænke på min kirkesangertid - af nogen kaldet min tid som "korpige", hvor hver søndag formiddag henlagdes til Domkirken . En del tid blev brugt på øvning af dagens motet, og man kunne jo ikke stå og synge, mens der var folk i kirken, så der var pauser indlagt. Her kommer det:
så blev der drukket kaffe og spist morgenmad - og menuen var fast: 2 gode brød, smør og det skulle helst være det smørbare (af tidsmæssige grunde), ost - ikke for stærk - i skiver - OG nu kommer det:
PÅLÆGSCHOKOLADE.
Der var delte meninger, men , tror jeg et lille overtal til fordel for den mørke....helst fra Toms.

her har vi svesken

Sådan en pakke indkøbte jeg i går, og nu skal der smovses....og sendes gode tanker til det gamle kor...de gode salmer...den dejlige kirke....


det er jo lidt af et projekt at smøre og tillave sådan en mad.
Først smør, jeg tillader mig det rigtige - ikke køleskabsiskoldt, men så det kan smøres.
Næste - skal der et eller to stykker på? (ja, det giver vel sig selv, se dog illustrationen...)


Her indgås et kompromis....(af gammel vane tænker man jo lidt på de andre)


så kommer vi til det, der kendetegner en rigtig pålægschokoladeentusiast:
med højre hånds pege pokker man lige lidt, så der revnes...
(ja, spø'r mig ikke, hvor det kommer fra, men jeg har altid gjort det, og mine medsangere havde også den sære vane.
Dernæst - velbekomme!...)

Engang i julen havde dagens morgenmadshenter glemt chokoladen, men den kreative fandt jo hurtigt ud af, at en cognacbønne eller et lille marcipanbrød fra slikskålen gjorde vældig god fyldest...
i mangel af bedre.

Det skal siges, at før jeg begyndte at indtage morgenmad i kirken om søndagen, havde jeg ikke smagt pålægschokolade, siden jeg var barn, har heller ikke - før i dag spist det siden.


Nu vil jeg ønske jer alle en velsignet Påske og håbe I nyder dagen !