Sandkassekøkkenet.

Det var jo slet ikke gået i dag. Ungernes sandkasse placeret under guldregnen. Det var ikke desto mindre tilfældet i min barndom i gamle dage. Desuden var der i samme have et ret stort bassin med (kæmpe)guldfisk.
Dog forsynet med ståltrådsnet, så man ikke skulle drukne sig. Vand har alle dage haft en fantastisk dragning på børn således også den unge Lavendel.
Om vinteren gik disse kæmpefisk i skyllekarrene i vaskehuset - uuuh, de var store og havde en magisk tiltrækning på os - men ikke noget med at fodre!!!!! Nej, nej vi kigger bare (med fingrene..)
Sandkassen var et kært tilholdssted. Ikke at den var forsynet med sand. Havde muligvis været det i tidernes morgen, men Lavendels effektivitet med skovl og spade kendte heller ikke i de meget unge år nogen grænser....så det var efterhånden endt som det rene jord. Spændende var det osse at forsøge at nå kineserne ad den vej....og sjovt, når der pludselig var vand i det dybe hul....(Farfar brød sig ikke om kinesere, tror jeg - hmpf - sådan noget pjat!)

Når sandheden skal frem, er jord også det bedste ud fra et "kulinarisk" synspunkt. Der kunne laves de skønneste pløreretter, både i gryde og ovn. En masse skramlet kasseret køkkengrej havde vi raget til os, Søster og jeg. For bedste udførelse krævedes der vand. Selvsagt.
Så måtte man snige sig. Af en eller anden grund måtte vi ikke tage det i vaskehuset i kælderen....sandsynligvis på grund af et vist spild op ad trappen samt plørede fodspor hele vejen, kan jeg nu forestille mig, men dengang.....
Altså måtte man håbe på at der blev bragt en spand til os af de højere magter...det være sig Mor eller Farmor - Farfar havde slet ikke sans for den slags, var i det hele taget ikke meget for det roderi i den pæne have :-) ...men meget sjældent blev der bragt noget til "køkkenet", og så måtte man jo sæl'.
Og her er det snigeriet kommer ind i billedet. Bassinet. Man kunne forsyne sig med spand eller gryde af passende størrelse og så snige sig hen og stille løfte det tunge net og hapse lidt vand....og så hurtigt hen i sandkassen....ofte medførte denne aktion en ophidset banken på farmors stuevindue! Men nu havde man jo vandet....Vores mor så det ikke, hun befandt sig i de højere sfærer på 1. sal i det store fælleshus.
Hvad kom der så i de fantasiske retter foruden jord og vand?
Jo, ser I. Lige ved siden af var der et bed med lyserød stenbræk, I ved Bergenia, dem men blade, der minder om rabarber. De egnede sig fint til desserter, og blomsterne kunne pynte på kagerne. Selvfølgelig måtte vi ikke nappe dem, men det forbudte er  just det sjove ved det. I sommertiden kom der kirsebær, sure var de, så de røg i gryderne - lidt grønne æbler eller stikkelsbær kunne man også rane til sig.
Det værste - og jeg husker endnu lugten - var, dengang et rødkålshoved var erobret----efter et par dage var stanken af rådden kål forfærdelig!

Jeg mindes slet ikke, vi havde sådan nogle redskaber - de kunne ikke rigtig bruges i madlavningen :-)
Hvem der spiste??? Jeg husker de omkringboende unger, men egentlig ved det sjove vist mere fremstillingen og "skafningen" ....i dag ville man sige processen.
Tak til Margith for inspirationen og tilbageblikket.

fhv. havechef