Musikken

Mit liv har været fuldt af musik siden jeg var ganske lille. Min mor holdt af at synge for fuld hals, min far samlede klassiske plader - selv gik jeg til blokfløjte i 2. klasse og lærte noder - og så var jeg solgt. Husker tydeligt, hvordan jeg forsøgte at "komponere" at skrive 2-stemmigt (bare i tertser), men jeg synes, det lød fantastisk godt...hy hy hy, den blokfløjte havde en ikke særlig charmerende tone - undskyld hvis jeg generer nogen.

Så kom jeg i kor, så i "det store kor", der rejste rundt og sang for folk både i Danmark og udlandet - det er noget af det bedste, der er sket i mit liv, det kor og de venner.
Dirigenten forstod at samle unge mennesker omkring sig, var dybt interesseret i musik, både klassisk, jazz og negro spirituals tænk en verden der åbnedesig for en 11-12-årig!


Så begyndte jeg at spille violin, kom i amatørorkester, kom i kirkekor, i andre kor - kort sagt, mit liv gik op i musikken på mange fronter. Blev gift med en klassisk musiker, lærte at spille tværfløjte og klaver - blev uddannet musiklærer....
Musikken har fulgt mig i gode og svære stunder - lige til jeg fik et gok i nødden i form af en depression for nu 4 år og nogle måneder siden.


Så cuttede jeg al musik og sang af. Lukkede det ikke mere ind i mit liv. Kunne ikke klare det.
Har siddet hos efterhånden mange i "systemet" og fortalt og beklaget mig - når man har 400 cd'er stående og ikke kan tåle at høre dem.
Når man har ikke mindre end 2 klaverer stående i maskinhallen på gården - fordi - ja, jeg spiller ikke mere på dem (ja, kun det ene er altså mit..)


Jeg har haft brug for stilheden, musikken flængede et eller andet - var for stor - kom for tæt på.
Mange har spurgt om jeg dog ikke savner sangen, der har været hele mit liv, mennej - jeg tåler det ikke, det er for tæt, river op i et eller andet,

Det er meget svært at sætte ord på, og én og anden har også set underligt på mig, når jeg prøvede at forklare det. Det har været en meget stor sorg - ikke at kunne.

For sang forløser

Her til morgen har jeg tænkt meget over det. For musikken er kommet tilbage...lige så langsomt..snigende, måske - men også ved min vilje. Lidt stille og rolig musik kan jeg tåle at høre nu, radioens P2 får lov at spille ind imellem. CD'erne foreløbig ikke så meget.


Men lige før hørte jeg denne
2. satsen fra Beethovens 7. symfoni, som jeg altid har elsket. Sågar sunget den!
Da kom tårerne.
Og dette indlæg.