03 marts 2010

På bare tæer i Domkirken


I går var det igen tid til at hjælpe med madlavning ved børnefamiliegudstjenesten.
Her var også iranske Ali, der var i gang allerede, da jeg kom, og menuen var...i anledning af fasten helt vegetarisk. Vi skulle ha' en iransk - en persisk specialitet - Lubia Pollo , her skrevet med latinske bogstaver...men det er bønne-tomat..m.m. en herlig ret, og selvfølgelig med iranske ris til og en kartoffel-pasta-grønsagsret. Dansk hvidkålssalat  á la Lavendel - der kom en kvinde mere og hjalp til - vi havde en fin eftermiddag sammen.

Selve gudstjenesten var baseret på teksten fra Johannesevangeliet, hvor Jesus vasker disciplenes fødder:

Fodvaskningen
I Johannesevangeliet fortælles som sagt, at der sker noget andet på Jesus’ sidste aften. Her rejser Jesus sig fra måltidet og vasker og tørrer sine disciples fødder. Han fortæller dem, at de skal forstå det som et forbillede: Han er deres herre, og alligevel vasker han deres fødder, som om han var en slave. På den måde viser han, at i Guds rige er den, der tjener andre, den 
største. 

De små med forældre sad på gulvet på et meget stort vattæppe, og Anne - præsten ( som altid er i præstekjole) begyndte med en bøn. Det er fantastisk at se - selv de helt små sidde stille og følge med.
Så kom det sjove...historien om Jesus og de sure tæer...
Selvfølgelig skal man ha' evnen til at anskueliggøre - og til at tale, så de små forstår én.
Det er intet problem for Anne.
Der blev fremdraget turkisblå plasticvaskebaljer og thermokander med varmt vand OG sæbe -
først fik pianisten Eva vasket tæerne - aaah - dejligt tak for det Anne!
Så fik de små tilbuddet. Lidt tøvende, men fast besluttet på at prøve. En lille treårig pige havde både bukser og strømpebukser indenunder...intet problem, hun hev det hele af, vaskes skulle de, tæerne!

 

 Derefter var det tid til den sidste nadver.
Der var oblater og vin.
Alle fik en - se, der er et kors på!
Derefter gik kalken rundt og man dyppede den i og spiste.
En betagende oplevelse igen - at se de små.

Spisningen var herlig, maden blev rost i høje toner, Ali smilede huldsaligt, og vi var helt enige om at mødes igen i april.

11 kommentarer:

  1. Tak for et skønt indlæg Lavendel ! det er bare så skønt når præsterne vil sætte sig ned til de små og hvor er det livsbekræftende !

    SvarSlet
  2. Sikke en dejlig oplevelse.

    SvarSlet
  3. Det lyder skønt, dejligt med en præst der kan arbejde på alle niveauer, de skal jo være alsidige de kære præster, og nogen klarer det bedre som andre, det lyder som om, at I er heldige med jeres præst.
    Den fælles madlavning, er et dejligt tiltag, alle bliver jo nærmest "rystet" sammen, det lyder hyggeligt.
    Knus
    Vibeke

    SvarSlet
  4. Hæ hæ Jesus og de sure tæer- ja den har jeg vist ikke hørt før----- herligt at man er begyndt at bruge kirkerne på en anden måde. Jeg har flere gange stået i våbenhuset med vores små fordi de ikke sad musestille og kiggede ud i luften i en alder af 3-4 år og det gør mine børn absolut ikke. DE har altid haft krudt i bagdelen og en næse for hvornår man kan få publikum- de er vel vokset op på en scene.
    Jeg tror jeg vil smutte ind i Sct Knuds kirke næste uge for min mand skal opereres i Odense og jeg skal med og bo dernede. Vi kommer onsdag og skal være der mindst 3-5 dage.

    SvarSlet
  5. Jeg elsker arrangementer som disse ;-)

    SvarSlet
  6. Sikke en dejlig historie - ja der findes da heldigvis, i dag, mange gode præster.
    Jeg har selv været med til at levendegøre historien for en flok 4/5-klasse mini-konfirmander, hvor de fik vasket fødder inden de gik ind i kirkerummet. Her var der dækket op, med en fin hvid dug, på gulvet foran alteret. På dugen bugnede frugt i alle afskygninger og godt brød og druesaft serveret i de rigtige særkalke.

    "Bordet" blev ribbet - og det var en flok stortsnakkende unge der forlod kirkecentret den dag - en oplevelse rigere.

    SvarSlet
  7. Åh Lavendel, tak for den herlige fortælling. Det gad jeg godt have kigget med på :)

    De små kan skam godt fanges, når bare det er i deres "højde".

    PS: jeg har skrevet mig på til dit træf i juni :)) og jeg glæder mig.

    Mange knus
    Henriette

    SvarSlet
  8. Jeg var ved at blive kvalt i kaffen! Baljer og sure tæer, ja det er fint at trække essensen af historierne ned på et plan, hvor det er til at lugte og røre ved og til at forstå.

    Jeg blev nysgerrig efter om iranske Ali har kunne skaffe rigtige iranske ris af typen Domesiah eller Domsiah? Eller er det de indiske Basmati, som også er gode, men ikke SÅ gode som de iranske :-)

    SvarSlet
  9. Tak for jeres kommentarer - jo det var en dejligt oplevelse...jeg vil ikke sige at Domkirken normalt...søndag... er i børnehøjde, men til disse spaghettigudstjenester og til babysalmesangen er der rum for de små snakkehoveder i stor stil
    Risene - Donald tror jeg nok var de rigtige, det var ikke Basmati i hvert fald, men vi har jo Bazaren i Odense, og samme Ali har haft restaurant på et tidspunkt, så jeg vil tro, det var de rigtige.

    SvarSlet
  10. Skøn, skøn historie. Sikke en oplevelse for de små (og for de store med).

    SvarSlet
  11. Beklager at jeg er lidt tungnem: den sidste nadver? Hvorefter i dypper i kalken, okay, men hvad var der i den, Vincent var jo lodret imod cola, så....
    Obladi, oblada, Leif goes on.........

    SvarSlet

Du må endelig skrive en bemærkning eller en lille hilsen - det betyder rigtig meget for mig.