31 oktober 2010

Den store hvide flok....


billedet er lånt her

Brorsons salme - den store hvide flok vi se...er ikke , som man kunne tro - en julesalme, men en salme til dagen i dag - ikke Halloween - men Allehelgens søndag - en søndag hvor man i mange kirker efterhånden mindes dem, der gik bort i årets løb. --En smuk skik efter min mening.

Som gamle kirkekorssanger har man jo oplevet lidt af hvert - denne salme - på Nebelongs melodi- (hør den her)
-er noget højstemt, men som en ægte romantiker har jeg altid elsket den - sikke billeder, den fremkalder om den her hvide flok - den helteskare, som af hin den store trængsel kom.....læs selv...den vil da noget, den tekst!

Selve melodien har et fantastisk SCHWUNG over sig - ikke noget med laub til mig, tak!

Men tilbage til min lille historie....
For mange år siden ....så mange, at det godt kunne være løgn, sang jeg i en lang årrække i koret i Domkirken i Odense. Vi var en 10-12 stykker om søndagen - færre til bryllupper og andre kirkelige handlinger, som det så smukt hedder.
En lang lørdag....1 begravelse og indtil mange brylupper om eftermiddagen - var vi kun to.
Jeg selv - og Leif. Leif lever desværre ikke længere, men en dag som i dag vil jeg mindes ham og hans forrygende sans for den stille og barokke humor, der ind imellem udspillede sig under de hvide hvælvinger højt til vejrs ved det store orgel.
Således var det ham, der et år til jul havde forsynet samtlige korets salmebøger med en enkelt udstregning, så man i stedet for at synge om Jesus, som ham,d er tog vor kvide, nu fik det til at lyde som om den Herre from var en simpel kvægtyv....(kvi  /  e er vel også mere korrekt på fynsk) - og han var eminent til at få et stille "s" med i alle salmer, hvor ordet "kun" optrådte.....i sig selv ikke så morsomt, men hm, ja ... i situationen virkede det lettere eksplosivt.
Denne lørdag betød jo en hel dag tilbragt i "dommeren" - hvad skulle man lige lave i pauserne....et besøg på kordegnekontoret for at tale med den altid joviale Nielsen kunne jo komme på tale....
Der var fuldt hus - en af de stedlige bedemænd, en værre spasmager - var på visit, og vi blev da bænket og snakken gik - om mangt og meget og bl.a. salmer - en fælles lidenskab....
Så siger bedemanden - har I hørt om den nye melodi til "Den store hvide flok..."? - og det må vi jo benægte...."jaaa. den er i den lidt mere muntre ende....den kan tilmed danses" - og som sagt - der så vi den tækkeligt sortklædte bedemand synge OG (forsøge) på at danse salmen til .......sekstursmelodien.....rigtig svært blev det, da han kom til "det er den helteskare, som....", for da skulle han gå i kæde.....
Det er nok 35 år siden - han er vel død og borte, den gode mand - men i dag bli'r han levende...og jeg får mig et stille godt grin.
Det skal siges - melodien blev fluks videregivet til de andre kormedlemmer - og den holder - prøv selv!

her ses Odense Domkirkes gamle kor ved en korprøve


(billede lånt her )

9 kommentarer:

  1. Smukke kordragter ;-)

    Og lige nu kan jeg ikke huske sekstursmelodien, øv, men den gamle sang har jeg lige sunget første vers af, tak for genopfriskelsen og god søndag til dig :-)

    SvarSlet
  2. og det øverste billede, hvor har du det fra?

    SvarSlet
  3. Enig,- Nebelong må der til.
    15 år på pulpituret i Århus Domkirke har også givet mig mange dejlige minder. Jeg husker specielt basserne for de små finurligheder med at lave om på teksterne (måske er basser specielt humoristiske...). Og Juleaften, når vi gik på Peters Bar mellem "forestillingerne".

    Jeg vil nynne "Den store hvide flok" hele dagen.
    God søndag.

    SvarSlet
  4. Har nu tilføjet lånte billeder - som jeg burde ha' gjort fra start - sorry!
    og ja, basser er ret sjove...

    SvarSlet
  5. Min store datter synger i Bolbro Kirke (og spiller/ELSKER folkemusik), så jeg vil straks sende hende et link til dit indlæg. Jeg selv kender hverken den ene eller enden melodi, men en god historie var det.
    God søndag. Jeg tager til messe i Fredericia om lidt.
    Kirsten

    SvarSlet
  6. Tak for historien♥ og sikke en dejlig tradition der er kommet til Allehelgens søndag. Ha en dejlig søndag

    SvarSlet
  7. Jeg elsker den sang... Forhåbentlig skal den synges med koret til allehelgenskoncert næste søndag.
    Det lyder sjovt med ikke bare en spas-korsanger men også en spasmager bedemand! (Uh - bedemænd. Jeg tænker altid på dem fra Lucky Luke - du ved, grøn, mager og med indbygget grib)

    SvarSlet
  8. Selve ordet Halloween er det samme som "Allehelgen", så det er vist kun snerpede præster, der insisterer på at det er en Celtisk hedensk helligdag. Den helligdag er blevet kristnet og døbt for længe siden.

    Nu er der lige det med at nogle stykker af os ikke kender sekstursmelodien, men bortset fra det så er det en god ide at prøve med andre melodier. Det siges jo at de første reformatoriske salmer netop byggede på tidens pop.

    Det lyder som om I har haft en hyggelig dag :-)

    Scottish shortening of Allhallow-even "Eve of All Saints, last night of October" (1550s), the last night of the year in the old Celtic calendar, where it was Old Year's Night, a night for witches. A pagan holiday given a cursory baptism and sent on its way. Hallowmas "All-saints" is first attested late 14c.

    SvarSlet
  9. Hvor er det en skøn fortælling om din tid i koret. Dejlige minder kan vi ikke få nok af.
    Jeg har også lige nydt dine pragtfulde billeder fra strandturen i fredags. Hvor er de dog dejlige.

    SvarSlet

Du må endelig skrive en bemærkning eller en lille hilsen - det betyder rigtig meget for mig.