12 oktober 2010

Sigtebrødshimlen (og en D.I.Y.)

Morgenen begynder godt...tænk at man kan glæde sig til et par stykker brød.
Men  -nogen af jer vil vide, at det ikke er et hvilket som helst brød -
næh - et sigtebrød, som i de go'e gamle dage.
Man kunne købe det i ismejeriet, hvor de også solgte rugbrød - frisk rugbrød uden kemikalier -
for det kunne godt være muggent, når man fik det hjem.
Så var det hen og bytte - selv om man var noget forlegen og stod der og krummede tæer.
Alene i vort lille villakvarter var der 3 mejerier inden for gå-afstand.
De to fra Mejeriet Odense - det tredje fra Mejeriet Otterup - jeg husker det bare som at hende, der
stod for det sidstnævnte var sød og smilende, mens de andre tenderede det skrappe..ja, det er så en 6-8 årigs holdning til mejerispørgsmålet...og jo, Odense havde røde kapsler, mens Otterups var gule.
Nok om det - senere, da jeg forlængst var flyttet hjemmefra og ud på bøhlandet, kom en bager rullende en gang om ugen. Allerede ret sjælden forekomst dengang - men han havde sigtebrød! Og det bedste rugbrød.

Her er de - i al sin enkelhed - 2 stk. klar til at komme i "en bradepande på 20x30 cm" -
til efterhævning.


Undervejs
Færdige - nu er det bare med at holde fingrene fra dem.

Et kommer med til Amagerland i dag, Mormor agter at besøge Troldepigen,
om hvem det siges, at hun nu mestrer både gyyyh og brrrrr, kan blive fornøjet ved at sparke til noget med bjælder og er den største i "sin" mødregruppe, skønt ikke størst ved fødslen...ja, de 14 dage før tiden er vist indhentet..
Så når kaffen og det delikate sigtebrød med smør (det gode fra Thiese) og mørkt puddersukker (dejligt og syndigt knasende) er nedsvælget og nydt til sidste krumme, hundene luftet, ja - så drager 
"Ama'r-mormor" af sted på vej mod Djævleøen....
Et par genbrugser på vejen kan regne med mit besøg i dag.

Opskrift til Lavendels gode sigtebrød:
900-1000g sigtemel
6 dl kærnemælk
25g gær
25g smør
2 ts. salt.

Jeg har modereret melposens opskrift, for jeg ville koldhæve brødet.
Desuden havde de valgt margarine...og det er noget, der ikke findes i mit køkken uha..

Gæren opløses i mælken, melet tilsættes lidt efter lidt (måske skal det ikke bruges alt sammen) sammen med det øvrige, og dejen æltes længe - jeg brugte "Kenny" min fine køkkenmaskine, 
Dejen skal være fugtig, klæbe en smule.
Derefter hæver den til dobbelt størrelse - jeg tror, min hævede 6 timer, så slås luften ud af den , og to brød formes og prikkes med en gaffel.
De lægges ved siden af hinanden i bradepanden (20x30), for her er tale om sammenbagte sigtebrød..
Efterhæver ca 30 minutter, pensles med en blanding af  vand og mælk,
og bages i forvarmet ovn ved 200 gr (175 gr varmluft) i 35 - 40 minutter.


Alt godt til jer derude


14 kommentarer:

  1. Tak for den dejlige tur tilbage til dit barndomsland :)
    Brødet ser rigtig lækkert ud og jeg har allerede kopieret opskriften, så den kan komme i min bog, for det er brød, der vil gøre lykke!
    En rigtig dejlig dag med dit dejlige barnebarn - og moderen, forstås, ønskes du af
    mette

    SvarSlet
  2. Sikke en dejlig historie!! De ser bare lækre ud! Havde helt glemt sådan en puddersukkermad og hvor skønt den kan smage. Hyg dig med familien♥ KNUS

    SvarSlet
  3. Ama'er-mormor, du må jo så hellere lære at lave en ama'rmad: et stykke rugbrød med smør klappes sammen med et strykke franskbrød (evt sigtebrød). Franskbrøddet er altså pålægget i dette tilfælde. Hvis du nu kommer mørk farin imellem, hedder det en Hamborgmad, nogle steder i Jylland en Kjerestmelmad (kærestemellemmad).
    Nogle stædige asener siger, at puddersukker er lys farin, vi standhaftige sønderjyder fastslår bare, at mørk farin er det rigtige puddersukker. Min københavnske far brugte slet ikke udtrykket puddersukker. Til gengæld var han god til at dele opskrifte på ama'rmaden med andre. Min amerikanske onkel kunne blive helt fortvivlet, når han for syttende gang blev rettet:" Nej, du skal smøre rugbrødet først......." For ham var det jo rugbrøddet, der var det eksotiske.
    Jeg kan godt lide, at du langtidshæver dit brød, og halverer gærmængden: det giver én bedre mulighed for at smage brøddet, uden at gærsmagen overdøver. Men til jagtbrug skal du nu huske sigtekorn.

    SvarSlet
  4. Tak for kommentarerne - og Aage, for mig er mørk puddersukker også det "rigtige" - det er som lyst rugbrød og lys pålægschokolade kuns for svæklinge og folk på diæt..

    SvarSlet
  5. Ingenting er så godt som ferskt hjembakt brød. :)

    SvarSlet
  6. Det må prøves !
    ps - lys pålægschokolade er det bedste :-)

    SvarSlet
  7. Åhhh jaaaa .. Memory Lane - med mejerier, puddersukker, sigtebrød og ama'rmadder - sikken dejlig læse-oplevelse der taler til alle sanser ;-)

    Men hvad er en D.I.Y?

    KH Siffe

    SvarSlet
  8. Glad for du spørger, Siffe - DIY er skam i visse dele af bl.a. Blogland vældig meget brugt...men jeg synes faktisk, vi skulle vælge det danske Gør Det Selv GDS i stedet for det engelske Do It Youself , ikke???

    SvarSlet
  9. Jeg har aldrig måttet få sukkermadder, øv ;-) til gengæld elsker jeg lys pålægschokolade og rugbrød, gerne sammen :-)
    God dag sammen med bette nøvs, og sådan et sigtebrød må da vække lykke, uhm :-)

    SvarSlet
  10. Ihhh...altså - det er så længe siden jeg har smagt sigtebrød:-) Jeg bli`r jo næsten nødt til snart at bage et!
    God tur til guldklumpen:-)

    SvarSlet
  11. Den er jeg med på Lavendel ;-)

    ... og du er ro en rigtig GDS-kvinde ;-) så du bestemmer!

    KH Siffe

    SvarSlet
  12. Den er jeg med på Lavendel ;-)

    ... og du er ro en rigtig GDS-kvinde ;-) så du bestemmer!

    KH Siffe

    SvarSlet
  13. Det lyder bare godt! Skal hen og have fat i noget til weekenden så vi kan få en puddersukkermad her i det svenske, selvom det sikkert ikke er sundt.

    SvarSlet
  14. Der er intet så godt om hjemmebagt brødt - trods at ham den 4 årig kom ind af døren her og udbrød - nej altså det da ikke KAGE! du bager jo RUGBRØD.

    SvarSlet

Du må endelig skrive en bemærkning eller en lille hilsen - det betyder rigtig meget for mig.