27 januar 2011

Hjemvendt fra genbrugs-raid


Ja, det blev sent, for sådan et raid bli'r næsten nødt til at blive efterfulgt af lidt fast føde....så ....
Her ses noget af effekterne, der blev hjembragt....der er broderier...er det mon ikke en Gerda Bengtsonmodel, en masse almue- og hørgarn, bestik med palisandertræskift, 4 dybe fra Aluminia - "Trina" af Grethe Jarmer og en skøn vase...den havde skår, men den er tilgivet, for den stråler bare!....jeg ser den med hvide tulipaner..om lidt..


Et absolut retro-sæt - et salt /peber/sennepsæt fremstille hos Lundtofte Knivfabrik, design Lone Sachs. Desværre mangler et lille trælåg til sennepskrukken samt en ske. Men for en rund 5'mer kan man vel ikke være alt for kritisk?


En hørlærreds - damaskdug , jeg har arvet flere af samme slags fra min farmor, blot med farver, og jeg mener hun havde dem fra dengang for år tilbage, hun arbejde på hedengangne Tommerup Hørfabrik.
Dugen er kvadratisk og fuldstændig nyrullet.


Jeg dvæler lidt ved tekstilerne - endnu engang hør - et viskestykke, uden tvivl håndvævet og med fint mønster i begge ender og langs ægkanterne. Lidt tyndslidt, men jeg fik det med uden beregning. Det kunne bruges som indpakning af et par glasting.


En lyseblå kaffekande i mellemstørrelse. Jeg har en mage til, tror jeg i brun.  Den ligner meget "Dorrit" eller det lyseblå Hotelin fra Aluminia, men jeg tror, det er fra "Norden"....ved nærmere eftersyn, det er en Melitta, ildfast endda.


Den er da sød....en anden farve og fint sengetøj til dukken...


Og så et virkeligt kup - en hel pose "guld" - se lige, hvilke overdådige guldknapper...de rene smykker. Ja, jeg sad og sorterede dem, da jeg kom hjem og følte mig som barn påny foran Farmors knapkasse.
Det var en dejlig dag, fire butikker nåede vi - og det er også interessant at komme ud og få en sludder med dem, der arbejder som frivillige i butikkerne. De fleste går jo også vældig op i de "gode stykker". Sågar et ægteskabstilbud fik jeg fra en gammel herre i Tommerup....som jeg dog pænt afslog, jeg sagde, at jeg troede han ville være for dyr i kost, sådan en kraftkarl....hvortil han smilede huldsaligt!

Så i dag vil jeg nyde - og hvile på laurbærrene - eller hvad man nu sådan kan få sig anbragt på.
Nogle af tingene kommer til salg i tingfinderbiksen.


12 kommentarer:

  1. Sikke nogle skønne ting du har købt - det er virkelig genbrugsguld! Jeg er vild med din vase øverst oppe og har selv en, der ligner :)

    SvarSlet
  2. Nu hænger ægteskabstilbud jo ikke på træerne... og hvem ved, måske var den pågældende herre ekspert i sprængte vandrør og den slags. Ikke dårligt, ikke dårligt... ti hi ;-)

    Skønne knapper. Jeg har en forkærlighed for knapper. Mon ikke vi er mange, der har det? :-)

    SvarSlet
  3. Sikke lækkert guld, du har medbragt! Jeg er ivrig aftager af den lyseblå kande, når du bliver træt af den :D
    Smukt broderi, i øvrigt.
    Var det et cafébesøg, der afsluttede den skønne jagt?

    God dag

    SvarSlet
  4. Du, jeg skal til Middelfart mandag (læge tjek 11.45), skal du med for at raide 'brugserne' der?

    SvarSlet
  5. Mon ikke GENbrugsbutikkerne
    ser frem til din GENkomst.
    Når du drager ud på en ny GENfærd
    kan man vel kalde dig GENganger

    SvarSlet
  6. Yesssss, nabo - og Mia, han var landsbyens original og mindst 85...
    Mette, vi har også et hængeparti med kirsebærstenene, så vi kan slå 2 fluer....send en mail...og vaser, Madame er jo et helt kapitel for sig...

    SvarSlet
  7. Det er et super godt kup, du har gjort. Især vasen og broderiet er jeg vild med, det er garanteret et Gerda Bengtson design

    SvarSlet
  8. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  9. Sikke nogle lækre ting du har fået fat på:)

    SvarSlet
  10. Du er godt klar over, at Tommerup Hørvæveri befinder sig på Krenkerup gods i form af Hørvævsmuseet, ikke? De har endda en dejlig hjemmeside.

    SvarSlet
  11. Ha ha- jeg skal love for du er skåret godt for tungebåndet--- herligt med det afslag på ægteskab.
    De knapper skal du gemme til dit barnebarn--- hvis det ikke er guld så bliver det guld for hende om 3 år. Herlige ting du har købt. Dukkesengen er bare fin og faktisk ville jeg lade den beholde farven og give den et overføringsbillede på gavlen. Det havde mine ting da jeg var lille og jeg syntes det var så fint. Med en dyne og pude i hvidt med røde prikker kan den blive rigtig fin.

    SvarSlet
  12. Ja, Aage, det ved jeg godt, men jeg har aldrig vårren der. Det vil jeg gøre noget ved snarest!! Og - Karin, jeg ser den for mig i lysegrøn med overføringsbilleder og sengetøj i...ja, noget stof, der passer til det lysegrønne, og det stof ligger liiige og venter.
    Ja knapperne - det er guld for en lille pige, men hun kan godt glæde sig, jeg har mange..

    SvarSlet

Du må endelig skrive en bemærkning eller en lille hilsen - det betyder rigtig meget for mig.