De seneste par uger har vist livet som det kan forme sig - op og ned - ondt og godt - lyst og mørkt, jeg har skrevet lidt om det, men forsøgt at holde fast i de lyspunkter, der trods alt er. Om man så skal hækle sig til dem og dekorere hele Fyn med kvaster og pompom'er!
Det kan ind imellem på mig selv virke....sådan lidt...forkrampet - I ved, - tag dig nu den tudetur og gå i seng og lad hår og negle gro! - Men måske netop fordi jeg KAN tillade mig at gøre det, sker det ikke...sæt nu, jeg bare blev liggende, og man fandt mig om en måned omgivet af to hentærede hunde ....ja, se sceneriet for jer....ikke rart, vel? Man kan kalde det selvopholdelsesdrift, utidig optimisme eller .....
Når éns gamle far, som hele sit liv har være et ordentligt menneske, gjort sit, løftet i flok, været foregangsmand - you name it - pludselig finder sig selv liggende på skadestuen i sine egne efterladenskaber....når efterfølgende han indlæggges på en ekstratravl, ikke særlig rar akutafdeling på stue med 3 ældre kvinder kun omgivet af forhæng, når han knapt kan gå, men slæber sig og sit inficerede, til dobbelt størrelse hævede knæ ved rollatorhjælp på toilettet hver ½ time, fordi han får vanddrivende....når han af den grund ikke kan være iført særlig meget tøj...og folk løber ud og ind af afdelingen...jamen, for fanden et samfund, vi lever i!!!Føj dertil at han er langskægget - barbere sig???- hvem??? Hvem sagde værdighed?
Man kan sammenligne livet med en rutschebane...man VED, det går nedad, når man befinder sig på toppen, men, det går jo godt, det her.....strygende ...og man hviner af fryd, når det går ned igen...
måske er den sammenligning ikke særlig god...så Pariserhjul da?
For et års tid siden var Søster og jeg i Malmø og så denne her......ingen af os var særlig stolte ved situationen, men fik ved tanken om familiens misundelse hidset hinanden op, så vi endte med at tage en tur.....uf da da...de første 3 ture sad vi nærmest bare og klamrede os....turde ikke kigge ned - SE LIGEUD, som jeg mellem sammenbidte tænder hvislede til Søster, som begyndte at tale om rustne skruer i karrosseriet....
Naarj, den sammenligning er nu heller ikke god, for her nød VI ikke tilværelsen på toppen....nedturen var sandelig en blandet fornøjelse, især da vi standsede helt øverst, da den begyndte at tømmes.....
Så var der anderledes glæde og munterhed i højden på dette gavetræ....smukt, ikke? man bliver glad af at se det, det sætter tanker og associationer i gang....tænk hvis....
Det jeg prøver at skildre, tror jeg nok, er den evne til at finde et lyspunkt hver gang, der er noget andet, der er for sort, for surt, for trist, for MEGET! Den har været langt væk de seneste dage, også når man selv skranter, men pinedød - DET skal ikke få mig!!
Var det lidt rodet?? Hm...tjaa, det kan ikke blive ret meget anderledes....fingrene skriver af sig selv, de løber af med mig.
Morgenens udsigt
Kære Lone, det er så uendelig trist, at sådan noget er hverdag i vores sygehusvæsen. Derfor aftvang min far mig ønsket om at få lov til at blive i sit hjem til det sidste - men det har også sine omkostninger. Jeg synes, det er forfærdelig hårdt at have gamle, syge forældre, og det har jeg så heller ikke selv mere ...
SvarSletGod morgen - nej, det var ikke rodet, men ærligt - livet - som livet indimellem former sig.
SvarSletTrist med din far, jeg kender ALT for godt til de forhold, som sygehuse (i vores velfærdssamfund) stiller op med, især overfor gamle og syge mennesker....
Knus - du holder hovedet ovenvande!
Kh Joan
Hvor er det trist med din far. Det er så uværdigt og ydmygende at blive gammel på den måde. Der burde være tid til at hjælpe ham noget bedre. Men du er gjort af sejt stof Lavendel. Jeg ved at du nok skal komme ovenpå igen, og så har du jo den skønne Frankrigs-tur at se frem til. Åh - en hel måned sydpå:-)
SvarSletHvor er det uværdigt, at mennesker indlægges på den måde. At der ikke kan afsættes tid til at hjælpe din far med at blive soigneret og i noget tøj, så han ikke skal udstilles på den måde.
SvarSletDesværre går vores samfund den forkerte vej, hvad det angår, synes jeg. Og der bliver alt for mange tabere i det spil.
Jeg gætter på, at du ikke er der, hvor du har givet op, og derfor lader du ikke stå til, men finder de lyspunkter der er og klarer dig igennem på den måde. Opslidende, ja. Jeg ønsker det bedste for dig!
Klem fra
mette
Jamen, sødeste men'sker, hvor jeres kommentarer luner :-)
SvarSletForstår så godt hvad du gennemgår nu - at se et stolt menneske være overladt til offentlige instanser, hvor der ikke er nok ressourcer til at passe og pleje.
SvarSletDet pisser mig i den grad af - vort "rige" samfund, hvor vi ikke engang prioriter det at give vore ældre en værdig alderdom.
Uha, der fik du lige trykket på en af mine knapper.
Jeg har heldigvis 3 døtre - håber de stiller op for mig engang, ganske som det du gør nu.
Men ønsker og sol og energi til dig.
Synd at det er slik, er det noe jeg mistrives med er det akkurat det hvor lite ressurser de bruker på de eldre. Politikerene lover hele tiden, menlikevel ligger de i korridorer og blir ikke stelt slik vi ønsker for de. Jeg ønsker deg en fin dag Lone. :))
SvarSletEt knus fra mig jeg kender godt fra mig selv og min gamle far har også været indlagt og han ville bare hjem.
SvarSlettrist med din far og kan kun give dig et blog kram :)
SvarSletJeg plejer også at sammenligne livet med rutschebanen. I livet er der bare skønnest på toppen.
SvarSletVærdighed er vel næsten det sidste man vil miste, det er så nedværdigende. Samfundet kan ikke være det bekendt.
Jeg sender mine tanker.
Syntes jeg burde skrive noget, men ordene ligger i rodekassen. Kan ikke få det skrevet ned. :o(
SvarSletMåske p.g.a. hesten !!
Men kan sige at jeg sender dig varme tanker og ligeledes din far.
Det gør mig harm at læse om din fars prøvelser, det burde overhovedet ikke være nødvendigt..
SvarSletHåber du holder dig flydende med hovedet over vandet.. :-)
Virtuelle kram sendes mod dig.