15 april 2011

Vincent og Josephine - navnene


Saint-Vincent - le patron de vignerons ---en skytshelgen for vinen og vinbønderne. Det må da glæde den gode Prinsgemal med sådan et flot navn! Navnedag er den 22. jan uar, og i Frankrig holdes der fest i den anledning i vinområderne - jeg mindes at have set mangen en statue af Vincent, som vist var en kristen mand i romertiden....det kom der jo som regel ikke noget langt liv ud af, men til gengæld et vist renommé i eftertiden. De eneste Vincent'er jeg lige kan mindes er ham uden øre og med de vidunderlige malerier - og efternavnet van Gogh og en tidligere biskop på Fyn. Med efternavnet Lind - og en ligeledes forunderlig karisma. Så det er et flot navn at vokse med. Betydning fra latin "den sejrende"...og når man tænker på den lille prins' sidste navn Alexander, så er der en vis storhed over det hele.....anderledes med Minik, som skulle betyde bl.a. lille menneske, så bliver der balance i foretagendet.
Søster og jeg fulgte begivenhederne foran tossen, med alskens dejlig mad foran os på puffen....her måtte vi vælge - benene op eller noget i skrutten. Det blev sådan lidt kombineret, sværest var det ind imellem at holde hundene væk fra sofaen....sådan noget carpaccio dufter vist himmelsk for en hundesnude. Men her var vi standhaftige - nix, ingen mad ved puffen!
Vi havde gjort lidt forsøg på at pynte hundene med hhv. lyseblå og lyserøde sløjfer, men kun Kæmpehunden ville acceptere sløjfe på halen. Som Søster lakonisk bemærkede - han ka' sgutte mærke det! - Men festligt blev det trods den manglende pynt.


Der er jo altid lidt at gøre nar ad i tossen, hvad de dog siger, og selve dåben var flot og højtidelig - vi var meget koncentreret om især lille Isabella, der var et skønt syn - helt normal, som også Ulla Therkildsen mente: - meget frie og heeelt normale børn! Hende får vi megen glæde af!!!- Og ja, det fik vi allerede i går, da hun nærmest dansede ud af kirken, slet ikke genert over alle de mennesker, der kiggede på.
Lillesøster, som fik navnet Josephine sov fra det hele - hendes navn er fint - kommer fra det hebræiske navn Josef, der betyder noget med at forøge familien ved Guds hjælp....og det er vel OK - det grønlandske Ivalo skulle derimod betyde lille sommerfugl, og det er da fint at smykke sig med. Af kendte Josephine'r kan jeg mindes Baker og kejserinden.

Staklen, der trods navnet ingen børn fik med Napoleon, og derfor måtte skilles fra herskeren. Hendes oprindelige navn var dog Marie-Rose.
Dagen gik på hæld, de mandlige medlemmer af familien kom hjem og stillede sig op sådan lige foran skærmen, der gik nok var ude på gentagelserne, men alligevel....der er visse kønsforskelle.  Vi sluttede med noget på grillen, dejlig dessert med chokoladedyp, og jeg drog hjem medbringende min gamle nu fuldt funktionsdygtige fræser - Svoger er nu en Guttermand, når han ikke står foran skærmen altså!


En yndig dag ønskes I - jeg må ud at se, om maskineriet kan starte i dag også....jeg er ikke vild med den slags motorer, der skal trækkes i gang!

10 kommentarer:

  1. Så er det bare med at komme igang når fræseren er lavet og funktionsdygtig igen..
    Også en rigtig god dag til dig.;)

    SvarSlet
  2. Dejligt indlæg om dåben igår. Blev altså helt glad af at læse den. Tak for det.

    Så er der vist ingen vej tilbage med at få lavet grønt-bedene til. God arbejdslyst, for jeg tror ikke der kommer regn.

    Kh. Lis

    SvarSlet
  3. Nej, I har nok ret.....og vejret er osse godt, ikke flere overspringshandlinger, måske en lille luftetur med hundene :-)

    SvarSlet
  4. Sikken et frådseri i lykke og hygge! Godt fortalt :)

    SvarSlet
  5. Isabella var totalt nuttet - sad og vinkede og smilede og pillede ved sin lillesøster.
    Ikke mindre nuttet, da storebror Christian gjorde sit bedste for at rette hende ind på vej ud af kirken!
    Jo - niecen og jeg sad også og kiggede grundigt på Isabella.

    SvarSlet
  6. Ja, han havde sit hyr, den lille Christian :-)

    SvarSlet
  7. Jeg sad også ved skærmen med broderi i hænderne sammen med min nabo/ veninde.
    Den sjoveste kommentar ud over deres diskussioner om hvor vidt det sømmede sig at damerne bar tøj af udenlandske designere, var der på et tidspunkt en af speakerne, der i baggrunden hviskede "jeg skal tisse". Det grinede vi meget af og synes bestemt, den kommentar må komme med i "årets tv-brølere" eller sådan noget ;o)

    Klem og god weekend fra
    mette

    SvarSlet
  8. Jeg synes det er nogle rigtig fine navne. Jeg vidste ikke så meget om dem, slet ikke om de grønlandske - derfor var det spændende at læse dit indlæg. Nu er jeg i hvert fald opdateret! *S*

    SvarSlet
  9. Vi kørte rejer, laks, jordbær, chokolade og lidt tårer. Alle de dejlige danske sange var for meget for de rørstrømske her i familien.
    Jeg rå-nød det hele. Så´det sagt.

    SvarSlet
  10. Dejlig læsning- både om dåben og navnenes betydning, det er altid sjovt at blive klogere....tak for det.

    SvarSlet

Du må endelig skrive en bemærkning eller en lille hilsen - det betyder rigtig meget for mig.