Det er vinterligt, stormende derude.
Humøret er i bund - vejr og sindsstemning passer.
Når man får en opringning klokken 23.00, er det med tilbageholdt åndedræt, man tager telefonen.
Jeg var som annonceret tørnet ind tidligt med en bog og lå og kæmpede lidt for at få de sidste sider med, da lyden skar igennem stilheden.
En nær bekendt - ikke gode udsigter , hvor er det trist, pludseligt - og alt for tidligt.
Mine tanker går til hans nære, og jeg beder en stille bøn.
Åh, altså. Også gode tanker til dig, kære.
SvarSletKlem fra
mette
Tak, Mette.
SvarSletSender en krammer ;)
SvarSletKnus Yt.
Åh, Lone... Sender knus og kram ;-)
SvarSletHvor er det trist, Lavendel. Varme tanker til dig på en kold dag. :-)
SvarSletDe der sene opringninger , er sjældent med godt nyt...
SvarSletSender kærlige tanker.
Tak skal I ha' , I gode kvinder...sidder jo bare her og kan intet gøre - ville så gerne....kunne trylle....
SvarSletKærlige tanker herfra...
SvarSletKH Gittemay
Det er naturligt, passende, behjælpeligt, helbredende - godt - at vise sorg, at gøre noget for at dele sin sorg med andre. Vi er i den enden af livet, hvor venner og familie begynder at falde fra. Om hundrede år, ved du jo.
SvarSletMen der må være nogen måder at vænne sig til det og komme videre.
Kan ikke lade være med at tænke på en af de udsendelser, som jeg så om WWII: Piloterne var ikke meget for at tale med hinanden i messen, fortalte en, for hvis du nu sad og delte dine følelser med én, som tog afsted og ikke kom tilbage og som ikke var der til at tale med imorgen, så var det ubærligt.
Og angstfremkaldende, må man vist sige.
Jeg har aldrig forstået, at man ikke taler mere om de ting - ikke gør noget for at få sat ord og følelser på.
Min far og mor gennemlevede en krig, hvor 10 mio. russere og 6 mio. jøder og vistnok omkring 6mio. vestlige soldater (hvis ikke det dobbelte) blev myrdet og mast og brændt og frosset. Min far og mor slap igennem og rejste endda gennem Rusland og Finland i 1945, men talte ikke meget om de lidelser og al den død og elendighed. Alligevel lå det jo i baghovedet.
Jeg håber dine bekendte har forberedt sig på, hvad der kan ske og at de prøver at forstå at man må sørge og markere, og leve videre med erindringen og med kærligheden.