Tænk jeg var så uendelig heldig at rende ind i et jubilæum i hæren - ja Kirkens Korshær - der var nærmest sønderjysk kaffebord med en overdådighed af små-, lag- og æblekager, samt kaffe og sandwiches, at de ogå havde en hob gamle møbler at sidde i og 50% på varerne gjorde ikke besøget dårligere. Det halve af byen var forsamlet - mest den lidt ældre generation, og snakken gik hyggeligt.
Puden kom så også med hjem - og dette par:
til små lampetter, de er da rigtig gode.
Dagen skal bruges på sanering af stue, bade- og soveværelse, for et dumt fyr (eT) , en nevøs fødselsdag og almindelig dovenskab har gjort at her ligner noget, der er løgn. Udpakning fra den store franske rejse er heller ikke fuldendt, nærmest ikke rigtig påbegyndt. Nå, jeg citerer min mor, der havde en guddommelig bemærkning før alle praktiske (og sådan set også alle andre) udfordringer - "Nu ska' vi li'e sitte lidt" - hehe, så kan vi da nuppe en kop kaffe mere og drive den af. Tak mor - både Søster og jeg bruger den flittigt.
Dagen i går var ellers ved at ende i det helt store stresshelvede inden fødselsdagen.
Punkt 1 - Søster havde inviteret til spisning på mail - 19.30, men en samtale med Sønnen godtgjorde at tidspunktet snarere var 18.30, meget bedre, da flere af familiens medlemmer trods alt tilhører det arbejdende folk og som følge deraf står forholdsvis tidligt op om morgenen.
Punkt 2 - en del pakker skulle transporteres til posthuset, som lukker kl. 17.00Punkt 3 - Nevøen ønskede sig et saml-selv-møbel fra et i Odense-beliggende-nys-åbnet-meget-stort-svensk-møbelvarehus - tag den, Lavendel.
Sidste punkt viste sig i altovervejende grad at være det mest stressfremkaldende. Uha. Først i regnvej og mørke at finde en P-plads. Så irriteres over det store tændte juletræ foran hovedindgangen. Så overhovedet at orientere sig i megahuset. Nå, jeg spurgte om vej til hent-selv-møbler og fik at vide at jeg "bare" skulle følge pilene på gulvet.
Samme pile førte mig ind igennem HELE RAMASJANGET. Nøj, der var mange mennesker. Og eftersom Odense og Fyn ikke længere har et Tivoli, syntes det som om det meste af øens befolkning med børn af den meget livlige slags havde valgt at tilbringe torsdag aften ved 18-tiden just precis da. Alt imens en liflig duft af kötbullar med potatismos og grädsovs og ikke mindst tyttbær havde lagt sig tungt over møbler og folk.
Jeg mærkede hvor sulten , jeg var, mens jeg hastigt - så hastigt som man nu kan på højhælede i et overfyldt møbelvarehus af den koloenorme slags - styrede mine skridt mod hent-selv. Nåede det, fandt uden besvær det eftertragtede saml-selv objekt, henslæbte det til ....ja først efter at være gået forkert, for i Odenses nye store I..... skal man hele vejen gennem hent-selv-møbler for at nå frem til UDGANGSKASSER - hvilket fik mig til at spekulere over, om der var andre kasser, jeg nemmere kunne ha' fået lov at betale ved.
Sandelig - et lettelsens smil bredte sig på Hendes plagede ansigt - Ekspreskasser - dem nupper jeg!
Det åbenbaredes først efter en del undren at disse kasser ikke var bemandede, men at det forventedes at man selv - moi - skulle indscanne sine indkøb - og derefter betake med kort. I en sådan situation forstår man pludselig, hvorfor det er af en vis betydning at varen vender rigtigt i forhold til stregkoden!! Det gjorde den tungeste af mine selvfølgelig ikke. Ja, for ud over gaven, den tunge, havde jeg jo lige i forbifarten nuppet en kasse lys (ægte stearin) og en sød lille rød arbejdslampe....selv i den fart, jeg skød gennem butikken, havde jeg alligevel været en god kunde og støttet foretagendet.
Næste gang.....for det ender det jo med at der bliver en næste gang...skal jeg nok derud om formiddagen..en tirsdag sidst på måneden...tror jeg.
