03 juli 2009

Badenymferne


I går kom de på besøg - Anne og Eva - to meget gode veninder, endskønt vi kun ses 3-4 gange årligt, nu hvor jeg bor så nordligt. Men det er lige meget, for vi taler så godt sammen.
I går ringede de - skal vi gå i vandet nu, eller skal vi hente dig og så må du lukke butikken en time, så vi kan bade?- -vi vil jo gerne ha' dig med, du kender de bedste steder?-
Som sagt og tænkt - et skilt blev fabrikeret "Lukket på grund af varme" og afsted drog vi.
Man skal gå et stykke gennem skoven, inden stranden nås, og allerede der var i vi i fuld gang med så alvorlige emner som hvidløgsluftende ramsløg, pesto og GPS'er - udsalg og alskens opdateringer.
På stranden, hvor der ikke var et menneske i nærheden, diskuterede vi lidt, om det skulle være med eller foruden "dragt", men vi var allerede i bølgen den blå, da vi blev enige om, at foruden egentlig også var ok - Hvis I gør det, gør jeg osse- hehe - grand-og fuldvoksne damer, der tér sig som skolepiger, er det ikke bare lykken?
Én af os lider af "tangangst" - prøv bare at sige ordet.....heldigvis kan min strand ikke fremvise ret meget tang, kun det brune blærede, og det er ikke så farligt. En anden sag er krabberne, men dem vil jeg ikke komme ind på her.
Vi snakkede - om børn, de voksne og de næsten voksne, om pylremødre og frygten for at der sker dem noget, om mad og tykke lår - ja kun i éns eget hoved, om Gud og at tage sig af hinanden dyr og mennesker - og så spiste vi moreller fra et vist træ og klaskede solcreme hist und hier. En fortræffelig stund - så hjem til kaffe i skyggen, et pat tallerkener jordbær med fløde og en lille raid i butikken, hvor én fandt en romantisk blomsterkop af de større - spørgsmål - er det nu til ældste datter eller manden?
De drog hjem igen inden aftensmaden, enige var vi om at det havde været en stjernestund og at vi gør det igen.....

4 kommentarer:

  1. Kære Badenyme - du er en heldig kvinde :-)

    SvarSlet
  2. Sikken ganske vidunderlig kvindevenindestjernestund!
    :-)

    SvarSlet
  3. Sådan en dag er bare guld værd:-)

    SvarSlet
  4. Sikke en badetur - jeg blev helt sval, da jeg læste om Jeres tur ;-)

    SvarSlet

Du må endelig skrive en bemærkning eller en lille hilsen - det betyder rigtig meget for mig.