På livet. På det gode. På en mening med mit og alle andres liv. På en Gud og nogle hjælpende engle. Fra tid til anden på at det kvindelige i form af Jomfru Maria også har en finger med i spillet, men først og fremmest tror jeg, fordi jeg har brug for det.
Ikke på alle myter fra bibelen, den hellige Ånd har jeg det også lidt svært med. Simpelt hen at begribe. Men der er jeg nok ikke den eneste.
Jeg har gennem årene været meget blufærdig omkring min naive barnetro, for det er det vel. Men den er min. Men har bestemt ikke været noget, jeg skiltede med. Nu var jeg jo også ung i 70érne, hvor alt blev udsat for spørgsmål, tvivl og debat, og mange troede mere på venstrefløjen, Habermas og das Kapital end på den kristne gud.
Jeg mener der er noget at hente i mange andre trosretninger eller åndelige systemer. I Buddhismens stræben og ønske om at bevare liv finder jeg også meget godt.
Gennem de senere år har jeg været meget gode venner med en præst. Hun hjalp mig meget med samtaler, da jeg var længst nede. Ikke om Gud, men om mit liv. Men spurgte mig til sidst i samtalen, om jeg ville have, at hun skulle be' for mig. Og ja, det var en meget stærk oplevelse at et andet menneske bad om hjælp til mig. I ganske almindeligt hverdagssprog, det var en stærk og god oplevelse.
Jeg har også en anden veninde, der er meget troende, hun siger ofte at beder Gud om at være med mig og passe på mig. Sådan noget har jeg meget svært ved, men tager gerne imod fra andre.
Noget af det der gør det svært for mange at tro og gå i kirke, tror jeg, man skal finde i kirkens måde at være kirke på. Meget stift og udvendigt de fleste steder. Nye kirkegængere finder ikke vej til fællesskabet, hvis der er et, dertil virker det for lukket.
Da Luther for mange år siden rensede ud, røg der mangt og meget med, som man måske skulle have beholdt. For kommer man til gudstjeneste i en katolsk kirke sydpå eller fx i Polen, er der selv for en fremmed nordbo, tale om et fællesskab, man taler sammen, man kender præsten og lukkes ind i - netop - det fælles. Man fornemmer også en anderledes glæde, end i mange danske kirker under gudstjenesten.
Nu har jeg mange år på bagen som kirkekorssanger i Odense Domkirke, så jeg har i årenes løb oplevet mange forskellige præster og måder. Rummet i kirken er stort og flot. Meget hvidt og højtideligt, men også helende på en eller anden måde. Da jeg holdt op, savnede jeg det meget.
Det var en helt fast bestanddel i mit liv at stå op hver søndag og tage i kirke, de seneste sang min datter der også, det var en dejlig måde at være sammen på. Og jeg elsker salmer.
Jeg var i en del år også medlem af meninghedsrådet. Jeg havde en fornemmelse af at der skulle noget nyt til, men det viste sig at være meget svært at forny. Men det gav mig også et indblik i hvordan kirken fungerer som "system" - uha, det er et stort og tungt apparat. Men at være med til at indkøbe et nyt orgel til mange millioner eller at få Arne Haugen Sørensen på besøg og drøfte en ny mosaikrude til kirken, har været oplevelser jeg ikke ville ha' været foruden.
Også at lære de forskellige præster bedre at kende, at høre at de også kan tvivle ind imellem, har været en god ting for mig.
Jeg har ikke selv været den store fornyer, men to ting satte jeg mit fingeraftryk på: det ene var kirkekaffen, en kop kaffe med en tør småkage til efter højmessen, man kan tale lidt sammen, byde nye mennesker velkommen - måske ikke det store, men noget, der er vigtigt for mig,, det sociale, netop fællesskabet, man kan have svært ved at se i så stor en kirke.
Det andet - og det er jeg virkelig stolt over - er babysalmesang. En 10-12 mødre med børn under 1 år mødes en sæson og synger salmer med børnene, der er en præst og en organist - som her spiller klaver, og det er fantastisk populært, mange gange er der ligefrem venteliste. De unge mødre synes det er dejligt at have de kendte salmer at synge for børnene, når de er urolige, når de skal sove og det viser sig også at de små er meget lydhøre. Nu foregår det i mange kirker, men da vi startede, havde jeg læst om det i avisen at man gjorde det et sted i Kbhvn, og nogle af de der ældre mænd i menighedsrådet kunne ikke rigtig se "fidusen", men da en af præsterne syntes, det kunne være spændende at prøve at nå ud til flere mennesker, kunne hun realisere det, og det er nu en del år siden.
Desværre må jeg om min tro sige, at det mest er i trykkede, farlige, triste situationer at jeg husker det dér med Gud. Men jeg ved at der er plads til alle slags tro, at ingen er mere værd eller finere end en anden, og når jeg engang siger farvel, vil jeg være tryg ved at kunne tro at det ikke er helt forbi, tror jeg.......
Tak fordi I var med så langt..det er lidt grænsebrydende med denne bekendelsesskriven
Jeg er dig taknemmelig for dette indlæg. Det var meget spændende og personligt at læse om. jeg kan nikke genkendende til en del af det du beskriver..Dog har jeg aldrig været aktiv i kirken. Blev døbt som voksen og begyndte at komme i kirken og følte mig kristen ..Livet kom så med så mange hændelser, der gjorde jeg mistet i tro. Nu er jeg ved at samle stumperne og finde en tro igen..Men ikke ikke den kristne tro og kirkegang.. Dit indlæg har virkelig fået mine tanker igang :-)
SvarSletDejligt at høre, Miri. Man behøver måske ikke en kirke for at tro...nej, det gør man ikke, men ind imellem er det hyggeligt. Jeg har glemt at nævne "Natkirken" som i hvert fald i Odense tiltrækker mange der blot har brug for ro og stilhed, måske tale med en præst eller blot sidde stille og eftertænksom i det dæmpede lys. knus
SvarSlettak for et godt og tankevækkende indlæg. er selv meget troende og det har ofte hjulpet meget i livets svære tider. og kirken, for mig er meningen af selve ordet netop det du beskriver, at man er del af et fællesskab.
SvarSletkh.fra Island
Frida
Det var meget dejligt at læse, selv om jeg er gået en anden vej selv. Men at læse, at du har fundet din vej og din tro, og at den betyder meget for dig, er jo det, det hele drejer sig om. Jeg holder meget af, når vi giver en bid af vores egen oplevelse af livet her i blogland.
SvarSletJeg meldte mig som 18-årig ud af folkekirken, men jeg vil ikke sige, at jeg ikke er troende af den grund. Men buddhismen siger mig nok mere - og så bare naturen og at vi skal opføre os ordentligt over for hinanden.
Det er et 'stort emne' at berøre og jeg er som Miri meget meget glad for, at du deler ud af dine tanker din tro.
SvarSletSom jeg skrev til Henriette, vil jeg måske skrive et indlæg om samme en dag.
Kærlig hilsen fra engen ;-)
Max og jeg har gået til babyrytmik i stengårdens kirke i Søborg og det er virkelig guld værd, om man så er troende eller ej. jeg skilter da gerne med mine skøre overbevisninger om at der er mere end hvad øjet ser. Jeg elsker konspirationsteorier om Jesus og at han var gift mm. Jeg er vild med at ruske i det forstokkede, for det tror jeg så absolut ikke på, men biblen og andre skifter er gode historier og det respekterer jeg dem som. Jeg er ikke blevet mere eller mindre troende igennem mine kriser, jo en gang mens jeg var psykotisk satte jeg mig over på den kirkegård mine forældre bor lige ved siden af og bad for at jeg ville overleve alt det jeg gik igennem...en indre kamp mellem godt og ondt og det var virkelig stærkt. Jeg har haft en del oplevelser med det uvisse og jeg har det godt med at tro på at der er liv efter døden. Jeg tror det som alt andet er noget er forandrer sig gennem et helt liv og mine overbevisninger er rokke- og bøjelige : )
SvarSletHej Lavendel. Jeg har med interesse læst dit indlæg, og tak fordi du delte det med os.:-)
SvarSletDa jeg spurgt i går, var det ikke for at være pågående, men mere fordi der er så mange forskellige indfaldsvinkler til det at tro.
Din beretning er varm og jeg har glædet mig over at læse den.
Kærlig hilsen
Henriette ;)
Henriette - du var ikke pågående, jeg kunne da ha´ladet være. :-)
SvarSletÅhh det er jeg glad for. Jeg er slet ikke god til det med at ville skabe debat, eller være provokerende og den slags. Uha, det smager af høje røster og det får jeg det skidt af.
SvarSletTak og god eftermiddag :-)