Goethe og farverne

Man kan finde Goethes udviklingsroman "Vilhelm Meisters Lehrjahre" på nettet  - vil jeg oplyse til særligt interesserede.
Mignon-skikkelsen er en ung pige, som er blevet bortført fra sit hjem i Italien af en zigøjnertrup og hun rejser rundt med dem og spiller skuespil. Møder Vilhelm M der har søgt væk fra sit borgerlige liv og vil være skuespiller. Mignon længes "hjem"  - og derfor digtet om landet med citronerne - og ligeledes "Nur wer die Sehsucht kennt..." samt et par stykker mere. Som jeg skrev, har Schubert sat dem i musik, men også Schumann, Wolf og Beethoven har været omkring disse smukke digte.
En opera "Mignon" er det også blevet til.

længslen

“Goethe” – skriver Milan Kundera i sin roman Udødeligheden fra 1990 – “levede i det korte øjeblik i historien, hvor det tekniske niveau allerede havde skænket livet en vis bekvemmelighed, men hvor det dannede menneske stadig kunne forstå alle de redskaber, som det benyttede. Goethe vidste, hvad det hus, han boede i, var bygget af, og hvordan det var bygget, han vidste, hvorfor petroleumslampen lyste, han kendte princippet i den kikkert, som han sammen med Bettina kiggede op igennem mod Merkur; han kunne ganske vist ikke selv operere, men havde assisteret under flere operationer, og når han selv var syg, kunne han tale med lægen med den sagkyndiges ordforråd. De tekniske tings verden var forståelig for ham og ganske åben for hans blik. Det var Goethes store sekund midt i den europæiske historie.”

Jeg synes, Goethe er interessant, virker ikke særlig altmodisch på mig. Jeg ved ikke, om I kender hans "farvelære" - han var i sandhed et dannet menneske - interesseret i mange områder - lige modsat fagnørd, begrænset af et felt.

Cirka 120 år efter at Isaac Newton havde påvist at sollys kan brydes i prisme til et spektralfarvebånd tog Goethe et prisme for øjet - og blev skuffet. Han havde læst at han igennem et prisme kunne se alle regnbuens farver. Der skete intet, for han gjorde det forkert. Men det affødte at han kastede sig ud i eksperimenter og teorier, som vi den dag i dag nyder godt af. Goethe er den additive farvedannelse’s fader. Han ville påvise at farver er andet end bølgelængder og molekylers evne til at opsuge eller reflektere farvebølger. Goethe’s indgangsvinkel var kunstnerens.
Som bekendt var Goethe digter og regnes stadig som en af Tysklands største digtere. Udover digtekunsten fordybede han sig i malerkunsten. Det lå i tiden at man skulle føle og indsnuse alt. Og således følte og indsnusede Johan Wolfgang von Goethe også farverne og deres væsen. Han forskede i farverne i hele sit lange liv og jævnligt udgav han lange afhandlinger om sine opdagelser og teorier. Goethe forsøgte at sammenfatte farvernes fysiske love med menneskets fysiologiske og psykologiske reaktioner. De teorier som Goethe fremførte blev understøttet og videreudviklet af Johannes Itten i vort århundrede - mærkelig nok atter ca. 120 år efter.

(lånt her)