Måske en martsnat
Jeg dør en lille smule
for hvert sekund, der går,
jeg bærer døden med mig
igennem livets år.
En nat, måske en martsnat,
så mild af regn og tø,
skal jeg gå bort i mørket
og holde op at dø.
Fuldmåne ...og alt det der...Sov nu som en lille gris i nat, men her til morgen kom jeg til at tænke på Grethe Riisbjerg Thomsens lille digt (1948), som jeg første gang blev præsenteret for som ung...og i form af vidunderlig musik...
Manden, der havde sat det i musik var
Ham her - John Høybye (og, ja far til Laus) -
og han er - intet mindre end en genial kormand, dirigent og komponist.
At arbejde med ham er korhimlen!
Så - tak til John for at ha' introduceret det smukke digt i min verden.
Ofte - i marts tager jeg mig selv i at nynne den...
og så har jeg lige opdaget, at værket er overført til cd og kan rekvireres ganske gratis!!!!
Så ... gæt om jeg vil gøre det.
et eksempel på noget af hans musik for kor..
på sangens vinger
Smukt digt. Og udtrykket holde op at dø, når man dør, er ret godt fundet på.
SvarSletMen nu undrer jeg mig over at et af dine emneord er depression? Jeg læser ikke i digtet depression men det faktum at livet og døden hænger sammen, så vi dør jo netop lidt hvert sekund og stopper med at dø, når vi dør, eller viser jeg endu en gang min manglende evne til at analysere digte nu ?
Anyway, ha en dejlig lørdag og tak for ordene :-)
Dejlig start på min dag, som nu indeholder sang- og danselængsler!
SvarSletKlem og en dejlig dag til dig.
Nej, jeg aner heller ikke hvorfor det er med NU, ordet :-)
SvarSletSå er det væk.
SvarSletVirkelig smukt. Kan godt forstå det bor i dig! ;)
SvarSletHa' en fin lørdag.
Dejlig, dejlig tekst.
SvarSletHusker John Høybye fra mine kordage i 70'erne med "Sangerdyst fra kyst til kyst"
Rigtig dygtig mand.