At gå vejen

Vejen til kapellet, hvor han lå i sin kiste, var lang og grum.
Men da jeg stod uden for døren, kunne ingen holde mig tilbage.
Jeg var bange, for at se det elskede barn i en kiste, er vel et skrækscenarie for enhver.
Hvordan ville han se ud?
Ville jeg blive bange og aldrig kunne få synet ud af hovedet igen?
Tankerne var mange og bange.
Men jeg mærkede foran den dobbelte dør at jeg måtte derind og sige de sidste ord til  ham.
Give ham lidt med på vejen.....
Men han var der ikke ...sådan rigtigt...det var ham, hans krop i tøjet, jeg havde givet bededamen, men jeg kunne mærke at han kun holdt sig i nærheden, fordi vi nu var der.....kroppen havde han forladt.
Men det gjorde godt at sidde stille og tale lidt til ham. Bede ham kigge ind en gang imellem.....
og tænk, jeg følte mig ikke åndssvag - det virkede helt naturligt at han måtte kunne høre det...
Bagefter er jeg lettet - en følelse af at have fuldendt noget har sneget sig ind i sorgen og gruen.
Nu skal vi bare...."bare"...i domkirken i morgen og have højtideligheden og gråden - det smukke og det grumme - så ud til kirkegården - og endnu mere gru....eller?
Jeg er dybt taknemmelig for min families - min søsters uvurderlige støtte - for jeres dejlige kommentarer og gode tanker - det får mig igennem - jeg går vejen - men den er hård og så utrolig trist.