En farlig KAL

Jeg er med i en "KAL".....ja...hva' f.... er en  KAL? - hører jeg nogen spørge...jaaa...før i går vidste jeg heller ikke andet end at det var noget med at strikke sammen - hver for sig...men nu ved jeg at det betyder "Knitting ALong" so very simple og på vort vidunderlige næsten-modersmål. Jeg strikker en hemmelig vante...sammen med vist en 25-30 andre - og flere må gerne være med, det foregår gennem denne person, som er så flink at kalde det Strik I Fællesskab - SIF - og det ka' jeg li'. Så jeg er altså med i en SIF.

Her er kig til den fremtidige vante, som den ser ud hos Charlotte Kaae.
Det sjove er vel, at til sidst kan man fremvise 27 vidt forskellige vanter - men alle i samme mønster.
Vi skal strikke i et bestemt garn, det gør jeg også....men har sandelig planer om at prøve forskellige typer af - f.eks. silkemerinoen her:

fås  i Lavendels

Charlotte Kaae har lige udgivet denne bog - den ser rigtig spændende og ny ud.
          ********************************************
Jeg tilbringer formiddagen med de hemmelige vanter....og funderer over Allehelgen....der er en gudstjeneste på søndag i Domkirken, hvor man mindes og tænder lyst for alle der i årets løb er begravet eller bisat fra kirken.....jeg har også fået en invitation.
Jeg vidste godt den var der...den gudstjeneste og har flere gange tænkt...at der skulle jeg så med og tænde lys og høre hans navn blive læst op og der ville blive bedt en bøn for dem alle....selvfølgelig, en smuk tradition...
Men jeg kan ikke....blot at se Sønnens navn på papiret...afdøde...NN.....fik mig til at græde...og nu, hvor jeg skriver....holder det da aldrig op?
Det har været svært at komme hjem fra Frankrig...til kulden....og sorgen.
Den lurer her i de vante omgivelser, hvor Han har været, siddet , gået...
Samtidig er jeg lidt flov eller...over ikke (engang) at kunne gå med til den gudstjeneste....
Men min Søster trøstede og sagde...- han ville ikke ha' brudt sig om at blive læst op offentligt...-
Så jeg sætter lys på hans grav og håber ikke han fryser i den kolde jord. Barnlige tanker, men de er der.
Jeg griner somme tider lidt, når jeg siger "undskyld" til ham for at træde på gravstedets jord, når jeg ordner..hehe...men samtidig er det så uendelig trist og forkert, at MIN søn skal ligge der....eller i det mindste hans krop....
Det var triste toner....men de er der fra tid til anden....

En lang dag.

Denne morgen mangler jeg ord.
I går blev fødselsdagen fejret....på kirkegården med tæppe, hunde, kaffe og hindbærtærte.
Og mange tårer.
Alt var vissent og sært forfaldent, skønt det ikke var særlig længe siden, jeg var der sidst.
Regnen har gjort sit.
Selve jorden var sunket....skønt graveren havde sagt, at der ville nok gå ½ år.
Nu så man tydeligt gravens kanter, lidt grumt, synes jeg, men greb rask naboens lille rive og begyndte
at "ordne" - der må handling til, når man står over for det uhyggelige, men uundgåelige.
Hvad der fik mit humør i bund, var også, at der ingen havde været med blomster til ham på dagen.
Hans farmor bor et stenkast derfra.....
Nå, det er en ulempe ved at have et gravsted, man kan se, når der har været nogen....eller ikke....

Men, men - jeg fik sat en rose mere af de mørkerøde, denne med blomster, gravet op i hans egen have.
Flot så det ud, nu to roser og buketter og en hjertedekoration.
Straks blev stemningen lidt lettere - ja, ikke fordi....hundene er vist lidt ligeglade, men da jeg delte lidt tærte ud, blev de straks i godt humør.....ja, det ser man på halen!

Det er en lidt mærkelig kirkegård. Den er lavet som aflastning for en anden, der ligger ved en kirke. Her er ingen kirke, nærmeste nabo er en børnehave og over for en grillbar. Børnehaven frekventerede Sønnen et års tid som helt lille, og grillmad sagde han ikke nej til, så det passer meget godt med omgivelserne.
Der er ret øde, og den er slet ikke så regelret og pyssenysset som andre kirkegårde - desuden har den som anneks den muslimske begravelsesplads. Ikke at det gør nogen forskel, for der er næsten aldrig nogen mennesker. Levende....forstås..
Der er også et stort område med uplejet højt græs. Det er katastrofekirkegård. Hvis altså....pesten eller atomkrigen eller....kommer. Uhyggeligt at tænke på, men fredeligt at se på.
Og tiden går med vanding og nuslen, lidt vandring med hundene og langsomt sænker roen og erkendelsen af det uundgåelige - den uafvendelige kendsgerning - min søn er død, det er hans grav, jeg passer - han kommer aldrig igen - du vil møde ham, når tiden er inde - det tror jeg fast på NU.
Nok om det triste, her er en lidt happy ending på flueproblemet.

Lille My var rasende effektiv med fluesmækkeren, men fandt til sidst denne lampe ude i gemmerne.

Tilsyneladende virker den. De dør som f....

Det er jo godt, for det var lige før, noget vældig giftigt var blevet skaffet hjem.

Men helt væk er de nu ikke. En kop kaffe med masser af sukker kan også tiltrække bæsterne.

Jeg ved det, for nogen havde glemt at købe sødmælk til kaffen, så den måtte forsynes med sukker for at kunne indtages, og nu bader fluerne i sjatten. Og drukner. 

Herligt!

På vej hjem i går købte jeg en ny bil.......

Rød og fin - lugter aldrig af benzin - og så er den min - 25 kroner!

I dag - splittelse på bloggen

I dag bliver en tænksom dag.
Sønnen ville være fyldt 36 år -
denne dag har altid været fyldt med sol og glæde - altid godt vejr og glade ansigter.
Jeg fejrer den alene, på kirkegården medbringende et tæppe, kaffe og

stikker ind hos bageren efter sådan én.
I mange år lavede jeg til dessert på denne dag hindbærmousse - indtil han lidt ironisk gjorde mig opmærksom på, at faktisk foretrak han jordbær.......der står man så med sin gode vilje...

og så er jeg ved at blive sindssyg af

FLUER


DE ER OVERALT !


Så fluesmækkeren sniges frem, Lillehunden er frygtelig bange for den, har nok været ude for et eller andet i de første 4 måneder, hun ikke boede her. Men kryber hen over gulvet, når der smækkes. Det er ikke til at holde ud at se. Men væk skal de altså!!

Efter endnu en dag...

Ligger på tæppet...har ringet til Nicolai-tjenesten...bare for at få en snak.....tror, jeg kendte den stemme, jeg talte med...hmmmm... en venlig person, men alligevel.....uuuhh...det er svært at få "folk" tæt på...
Min søde datter ringede, just som jeg var i et mega-grådanfald...tak, vorherre.... når nøden er størst....

OG NØDEN ER STOR!!!!!!!!!!!!!!!!

Glup......eller hva' man nu siger...

Akkurat som dette billede af min marokkanske mynte er jeg over-fyldt  , har fået nok, ---eller orker måske bare ikke mere bloglæsning/kommentering............beder jer forstå, der er andre tanker, der tager plads op..
Hvad jeg vil bruge pladsen til, ved jeg ikke, men jeg savner...og ...sørger...det fylder. Jeg læser stadig med...

Nyt liv

Ja, sådan er verden skruet sammen...liv følger liv...dyr eller mennesker, vi har jo en verden, hvor kæledyr har høj status, og således også de af mine....Nala har igen været i uføre.....og hvorfor nu det....jo...jeg har ikke haft penge til en sterilisation hos dyrlægen.....skam få mig....men det er sgu dyrt! - såååå killinger til følge.
Og disse er så vidunderlige, at jeg næsten ikke kan give dem fra mig...se den hvide/sølvfarvede pels ....nøøøj, (Sønnen havde slået til)....og Datteren er ikke helt ...... i et hus i skoven skal man da ha' kat(te)....
de er så flotte, at jeg overvejer at beholde dem sææææl..

Prøv at se, de er helt hvide/sølvfarvede....helt specielle....

Var hos søster i går/dag, det er altid godt at snakke med éns ligesindede/soulmate...om det skete, savnet, minderne- GRUEN....for den er der jo. Hvad er der sket med ham, Sønnen? Er han i Himlen, en del af  Kosmos, del af Naturen...eller hvor F...... er han? Kan da ikke bare gå sin vej???? Jeg er helt sikker på, at det ikke var en frivillig forladen-denne-verden....

Der er rigtig mange tanker, jeg skifter mellem gråd og glæde.... måske er han gået til en bedre eksistens......
Men savnet....sorgen....jamen for Helvede.....giv mig min Søn tilbage!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Efter endnu en dag...

Mærkeligt billede...men det siger lidt om situationen....Lavendel...på dupperne, med på den værste, - lad os strikke Rådhuset ind i uldent garn...

- det blev så ikke i denne omgang.


Har tænkt så meget på dette mit skriveri - er det følelsesporno? - Jeg kan godt se på de mange kommentarer, at det rører mange mennesker, og jeg gør egentlig bare det, jeg har startet for nogle år tilbage --skriver mig ud af en situation...en følelse...et ...you name it,  det gør mig godt.
Jeg har læst og GENLÆST de sidste indlæg om Sønnen og jeres kommentarer flere gange...jeg har grædt... og grædt ...og grædt. Men det er en velgørende gråd.

Jeg er fuldt ud klar over, at han ikke kommer igen, han stiller ikke her på mandag med scooteren og tager hjelmen af med et skævt grin og forsøger at holde hundene fra livet - de ville helst kysse....mange gange....
Han mente, at jeg burde være lidt mere striks med deres manerer....



Var på kirkegården i dag, Bededamen havde lagt alle blomsterne på graven. - Et smukt syn, oven i købet havde hun sorteret efter farver, havde lagt min ringe lille krans forrest, så Datterens og Søsters - - Fars...ja, men det var så smukt.

Det dér med kirkegårde..............

Mine tidligere svigerforældre havde ... altid en søndagsbeskæftigelse....de skulle "på kirkegården", hvilket jeg i 1975 fandt utroligt gammeldags/småborgerligt....(nu skal det siges, at i min verden levede alle gode mennesker endnu på det tidspunkt...)
Men den dér evige søndags- eller højtidsgerning var meget fremmed for mig.
I dag var jeg på kirkegården.
Med min datter - Lillesøsteren, der nu ikke mere har en Storebror -
(jeg kan love jer, at der er mange mærkelige ting, man kan blive ked af eller kan gå ned på, når man mister......)


Vi gik samme vej som i går...armene om hinanden....hundene med...det tager lidt af den intense smerte...træerne er høje og lugeniveauet er under middel, hvilket gør, at jeg føler  - DENNE KIRKEGÅRD ER ET STED FOR SØNNEN MIN!
Frem til graven når vi.....set på afstand - smukt!- det er det eneste ord, jeg kan komme i tanker om.
Bededamen ......nu kommer vi til en næsten-afsløring - for hvilken bedemand giver dig knus, giver dig forsikring om, at hun vil passe på den venstre skulder (for dér  har.....havde han ondt), 
stiller sig klar til ethvert spørgsmål, - "husk - bare ring!"
Isabella - bededame i Odense - You rock! 
Jeg sidder og kigger på alle kortene fra søde mennesker, der har sendt blomster...
Et overvældende antal.
Mest mine venner...også Sønnens...og et par kolleger af hans fars...
men alle de smukke blomster....
Nu skal der takkes. Det gør ondt, men hver gang fortæller jeg mig selv -
Han er død.
Har i dag hjulpet med min Fars flytning, han skal forlade sit frie liv og  på Plejehjem efter eget ønske...
MEN
mærkeligt, at éns Far pludselig ikke er i stand til at deltage i sit barnebarns begravelse, ikke kan kondolere mit andet barn....
fortielse.....???? stress????
Jeg véd, min far er i stress. Kan have meget svært ved at forlade sit liv...."som fri borger", men samtidig kommer han tæt på min mor...og så kunne han vel godt.....

En sammenkomst efter en begravelse kan godt ende med et smil.....sært...

jeg følte mig......ikke som Lavendel...

Min mor har ikke fået at vide at hendes første barnebarn er død....hendes elskede lille dreng. Hun passede ham de første 1½ år af hans liv, jeg var en ung mor.....hun så ham jo som den søn, hun fik....men som døde som spæd...tror jeg....

Siden kom jeg....og Søster....
Jeg har spurgt min far, om jeg var en skuffelse...(I ved jo nok, når man har haft en søn....altså i 50'erne) 
men han siger, at jeg var meget ønsket, og at de begge var lykkelige....hmmm....
Jeg véd, han er i en stress- men............
SÅ GIV MIG F.F. LIDT TRØST...en skulder at græde ved...
(jeg ved, jeg går over stregen ....)
Skal heldigvis til psykolog på onsdag..............og besøge Amagerpigen på mandag i sin nye bolig,
der er håb, osse for Lavendel...

Den tungeste dag

blev måske den letteste af dem alle.
Jeg havde besøgt Sønnen i kapellet dagen før, havde gjort det, jeg ikke troede muligt - kysset og nusset - siddet på båren ved siden af kisten - fin mørk grå....ordnet lidt på tøjet, bededamen havde pænt knappet både jakke og skjorte - men jeg fik det sat "knap så pænt" . Fik læst mit brev til ham, fik hilst og fortalt ham  hvor kede af det, vi alle var. Der var fred i lokalet - men det var tydeligt - han var ikke i sin krop længere. Alligevel fornemmede jeg, at han kunne høre mine ord. Da jeg var kommet ud igen, kom jeg i tanker om at jeg havde glemt noget......ind igen....men bededamen var fin - "Tag jer AL den tid, I vil...." Min Søster og hans bedste ven gik med - og vi græd sammen.
Jeg ville ikke have undværet det.

øl i Munke Mose efter gensynet i Kapellet

Det fik mig gennem dagen i går.
Uendelig smukt var det.
Masser af blomster og gæster....jeg gik med Søster op gennem den store kirke, hvor jeg har haft min gang...helt op og lagde min krans ved hans fødder.
Så fór et eller andet i mig, og jeg gik rundt og hilste og gav hånd til alle, der sad der. Det gjorde godt.
Hvor styrken kom fra, ved jeg ikke.

Da ved startede på første salme "Du som har tændt millioner af stjerne..", var jeg ved at kamme over, men tænkte: "Du har sunget for hundredvis af andre, nu skal du synge for din søn for sidste gang, kom så..." og så gik det. Men ord og poesi er slemt, for det går rent ind.....

Så læste præsten, som er en god ven, fra det 1. Korinterbrev - Kærlighedens Højsang - -så bliver da Tro,Håb og Kærlighed, disse tre, men størst iblandt dem er Kærligheden.
Derefter sang hans stedstoresøster "Solen er så rød, mor"......så en meget smuk og personlig tale fra præsten-
så skulle jeg sige et par ord...glup....jeg ville fortælle om Sønnen og musikken - om Pink Floyd, Echoes og langsomheden....om at han nok kalder på os "across the sky".....
Søster havde lovet at stå bi, men det blev ikke nødvendigt.
Jeg stod ved hans hoved - et billede af ham havde jeg sat i plasticlommen med talen, min stemme klang højt og lidt fremmed i det store kirkerum, men jeg fik sagt de ord jeg ville - og vi lod musikken tale - i 6 minutter og 20 sekunder.
Så lød velsignelsen, vi rejste os, dem der skulle bære tog plads og alle sang "Dejlig er jorden", en salme, Sønnen gerne valgte juleaften.
Så gik vi ud....jeg skulle egentlig IKKE bære, men opdagede et 7. håndtag for enden af kisten og tog fat. Således bar jeg min søn ud af kirken og satte ham forsigtigt ind i bilen. (Nej den er ikke spor rusten),

buketten fra hundene

Turen gik gennem et solbeskinnet Odense, forbi hans Oldemors hus - ud til den kirkegård, hvor hun også ligger. Så gik den tunge gang hen mod graven.
Her har man snublende nær ved at bryde fuldstændig sammen, når man står på kanten og kigger ned. Når man ser i dybet og tænker, at der skal éns dyrebareste ligge....når rebene sættes på håndtagene....
Hans far, min Svoger og 4 af hans fætre bar. De 4 unge mænd - Søsters yngste er kun 17, og det er ufatteligt hårdt også for dem. Jeg stod ved siden af yngste og tog fat i rebet, men han klarede det flot.

Vi sang "Altid frejdig..." - jeg tror alle sang med - jeg havde bundet en masse små buketter om morgenen og plukket vilde rosenknopper - alle tog blomster og gik hen og gav ham gode ønsker med på rejsen.

Som om han lå dernede.....

Men han er i Kosmos, som han selv ville ha´udtrykt det - han er omkring os, tror jeg, og jeg har vist nævnt, at en af dagene sætter jeg mig ned i fuldstændig ro og mærker, om han er der.
Nu skal vi lige ha´min Far flyttet på ældrecenter.
Jeg vil gerne sige tak, fordi I har været der for mig. Det har måske båret den sidste grumme vej.

Men den skønneste krans

kransen bandt jeg selv - ikke prangende og tung - måske heller ikke helt professionel, men den var fra mig til ham - Sønnen, som nok ved, hvordan mor ind imellem får skøre ideer og ikke vil lave tingene som alle andre..netop dét gik i arv til ham. Han blev aldrig mainstream. Så langt fra. I kisten fik han med sig vilde blomster - fordi - han aldrig blev helt tam og poleret - men også fra den store have her, hvor han holdt af at være.
Han fik vilde roser - for rosen er kærlighedens blomst - og der hvor han skal hen, må han sprede kærligheden lige så vildt og voldsomt, som de vilde roser vokser.

tak for lån af billede

At gå vejen

Vejen til kapellet, hvor han lå i sin kiste, var lang og grum.
Men da jeg stod uden for døren, kunne ingen holde mig tilbage.
Jeg var bange, for at se det elskede barn i en kiste, er vel et skrækscenarie for enhver.
Hvordan ville han se ud?
Ville jeg blive bange og aldrig kunne få synet ud af hovedet igen?
Tankerne var mange og bange.
Men jeg mærkede foran den dobbelte dør at jeg måtte derind og sige de sidste ord til  ham.
Give ham lidt med på vejen.....
Men han var der ikke ...sådan rigtigt...det var ham, hans krop i tøjet, jeg havde givet bededamen, men jeg kunne mærke at han kun holdt sig i nærheden, fordi vi nu var der.....kroppen havde han forladt.
Men det gjorde godt at sidde stille og tale lidt til ham. Bede ham kigge ind en gang imellem.....
og tænk, jeg følte mig ikke åndssvag - det virkede helt naturligt at han måtte kunne høre det...
Bagefter er jeg lettet - en følelse af at have fuldendt noget har sneget sig ind i sorgen og gruen.
Nu skal vi bare...."bare"...i domkirken i morgen og have højtideligheden og gråden - det smukke og det grumme - så ud til kirkegården - og endnu mere gru....eller?
Jeg er dybt taknemmelig for min families - min søsters uvurderlige støtte - for jeres dejlige kommentarer og gode tanker - det får mig igennem - jeg går vejen - men den er hård og så utrolig trist.

Hænger stadig fast.......

Fra Sønnens yndlings-t-shirt.

Skal i kapellet i dag.....

ved ikke endnu, om jeg går derind...

Skal vaske min sorte silkekjole, som efterhånden er mest brugt ved den slags lejligheder.

Kærlighedsgerninger

Helt jomfruelig hvidt og meget smukt er dette sæt sengetøj, som jeg kun har sovet i én gang. Det er blevet vasket og strøget(!) og i hvert strøg sendte jeg en tanke.....
(osse tak, Mia)
Hans tøj.....er ordnet, selv T-shirten blev strøget.
Det føltes godt midt i alt det sorte.

I går var jeg hos min læge til en god snak og et lille glas af de beroligende (just in case, som hun sagde), og en enkelt gav mig nattesøvn til kl. 7.
OG ro nok til at kunne ringe rundt til 5 psykologer for en akut-tid....blot for at erfare, at det får man ikke liiige....
Den første, jeg henvendte mig til , havde sagt, jeg kunne vende tilbage, så ville hun se, om hun kunne trylle - og tilfældigt ramte jeg deres nummer igen. Jeg havde opgivet det.
Hun havde faktisk en tid, men hos en psykolog uden tilknytning til sygesikringen (så taler 950kr) - og hun kunne tage mig. Så opfordrede hun mig til at kontakte min indboforsikring, for muligvis.....
og her - et par timer efter har jeg været hos en dejlig person, og det bedste - forsikringen betaler 10 behandlinger.....så kan sygesikringen og Danmark give tilskud til de næste 12.......og så må vi se, om der kommer et helere menneske ud på den anden side.
Nu er jeg lige hjemme - logerer ellers hos Søster, skal til den bedste ven til Sønnen og hente en lille pakke til ham og så til Bededamen med tøj og sengetøj og diverse....han ska ikke rejse tomhændet.

Men fra Retsmedicinsk ingen besked, der vil gå en måned, inden blodprøver er færdiganalyseret, dog mente de ikke, det var selvmord.......hmm....mener jeg heller ikke, men det er tungt.
Måske kommer han og hvisker mig det i øret selv, hvis jeg sidder ganske stille et sted ...derude...

Den svære uge

I går bedemand.../dame....venlig og omsorgsfuld kvinde, der gav sig god tid.
Datteren og Søster var med, og det hjalp...hvis noget kan hjælpe...
Alt er ordnet, vi skal have en grå kiste og ikke alt for pyssenysset....

Vi har været hos præsten, som også er en god ven....hun kunne give det, hun kunne...
Jeg mødtes med hans far forinden, vi gik i Klosterhaven og satte os på en bænk og snakkede...
hvis I vidste, hvad man bærer på af usagte, ugjorte.....ting....sørg for at få det sagt!!

Vi har bestemt noget sang fra hans stedsøster......som er uddannet sanger, hun vil med glæde gøre det for ham - vi har bestilt anlæg i kirken , så vi kan høre Pink Floydd - hans absolutte favorit - kan I forestille jer Domkirken med høj musik??? Han blev døbt der og skal nu begraves fra den.

Mange har skrevet, det hjælper mig ikke lige nu, men jeg føler den varme, der strømmer imod mig, også fra helt ukendte personer ......tak skal I have.

Er lige nu hos Søster, men længes lidt hjem, samtidig med at jeg frygter at komme der.
I dag får jeg måske besked om, hvorfor han tog afsted......

Men samtalerne i går var mit livs absolut sværeste og mest forfærdelige. Jeg fatter ikke, man kan rumme det. Digte af Auden kender jeg så godt og det siger det hele!