Mærkeligt billede...men det siger lidt om situationen....Lavendel...på dupperne, med på den værste, - lad os strikke Rådhuset ind i uldent garn...
- det blev så ikke i denne omgang.
Har tænkt så meget på dette mit skriveri - er det følelsesporno? - Jeg kan godt se på de mange kommentarer, at det rører mange mennesker, og jeg gør egentlig bare det, jeg har startet for nogle år tilbage --skriver mig ud af en situation...en følelse...et ...you name it, det gør mig godt.
Jeg har læst og GENLÆST de sidste indlæg om Sønnen og jeres kommentarer flere gange...jeg har grædt... og grædt ...og grædt. Men det er en velgørende gråd.
Jeg er fuldt ud klar over, at han ikke kommer igen, han stiller ikke her på mandag med scooteren og tager hjelmen af med et skævt grin og forsøger at holde hundene fra livet - de ville helst kysse....mange gange....
Han mente, at jeg burde være lidt mere striks med deres manerer....
Var på kirkegården i dag, Bededamen havde lagt alle blomsterne på graven. - Et smukt syn, oven i købet havde hun sorteret efter farver, havde lagt min ringe lille krans forrest, så Datterens og Søsters - - Fars...ja, men det var så smukt.
Det dér med kirkegårde..............
Mine tidligere svigerforældre havde ... altid en søndagsbeskæftigelse....de skulle "på kirkegården", hvilket jeg i 1975 fandt utroligt gammeldags/småborgerligt....(nu skal det siges, at i min verden levede alle gode mennesker endnu på det tidspunkt...)
Men den dér evige søndags- eller højtidsgerning var meget fremmed for mig.
I dag var jeg på kirkegården.
Med min datter - Lillesøsteren, der nu ikke mere har en Storebror -
(jeg kan love jer, at der er mange mærkelige ting, man kan blive ked af eller kan gå ned på, når man mister......)
Vi gik samme vej som i går...armene om hinanden....hundene med...det tager lidt af den intense smerte...træerne er høje og lugeniveauet er under middel, hvilket gør, at jeg føler - DENNE KIRKEGÅRD ER ET STED FOR SØNNEN MIN!
Frem til graven når vi.....set på afstand - smukt!- det er det eneste ord, jeg kan komme i tanker om.
Bededamen ......nu kommer vi til en næsten-afsløring - for hvilken bedemand giver dig knus, giver dig forsikring om, at hun vil passe på den venstre skulder (for dér har.....havde han ondt),
stiller sig klar til ethvert spørgsmål, - "husk - bare ring!"
Isabella - bededame i Odense - You rock!
Jeg sidder og kigger på alle kortene fra søde mennesker, der har sendt blomster...
Et overvældende antal.
Mest mine venner...også Sønnens...og et par kolleger af hans fars...
men alle de smukke blomster....
Nu skal der takkes. Det gør ondt, men hver gang fortæller jeg mig selv -
Han er død.
Har i dag hjulpet med min Fars flytning, han skal forlade sit frie liv og på Plejehjem efter eget ønske...
MEN
mærkeligt, at éns Far pludselig ikke er i stand til at deltage i sit barnebarns begravelse, ikke kan kondolere mit andet barn....
fortielse.....???? stress????
Jeg véd, min far er i stress. Kan have meget svært ved at forlade sit liv...."som fri borger", men samtidig kommer han tæt på min mor...og så kunne han vel godt.....
En sammenkomst efter en begravelse kan godt ende med et smil.....sært...
jeg følte mig......ikke som Lavendel...
Min mor har ikke fået at vide at hendes første barnebarn er død....hendes elskede lille dreng. Hun passede ham de første 1½ år af hans liv, jeg var en ung mor.....hun så ham jo som den søn, hun fik....men som døde som spæd...tror jeg....
Siden kom jeg....og Søster....Jeg har spurgt min far, om jeg var en skuffelse...(I ved jo nok, når man har haft en søn....altså i 50'erne)
men han siger, at jeg var meget ønsket, og at de begge var lykkelige....hmmm....
Jeg véd, han er i en stress- men............
SÅ GIV MIG F.F. LIDT TRØST...en skulder at græde ved...
(jeg ved, jeg går over stregen ....)
Skal heldigvis til psykolog på onsdag..............og besøge Amagerpigen på mandag i sin nye bolig,
der er håb, osse for Lavendel...
Åh hvor jeg føler for dig og med dig , livet er nogen gange så ondt og uretfærdigt , men der er stadig håb , også for dig .... en dag gør det ikke så ondt mere og du kan smile igen ved tanken om din søn , ved godt det ikke er nogen trøst nu og at intet hjælper dig lige nu .
SvarSletSender dig et medfølende cyberkram
Mvh. Birthe
Søde du, når man er blogger med hjertet, så er det vel hjertet der taler? Og jeg synes det er meget smukke indlæg fyldt med kærlighed, som du poster. Jeg kan ikke på nogen måde se, at det er at udstille dig selv. jeg fornemmer, at du i al almindelighed er åben og ærlig, og så er det naturligt (for mig) at du blogger om dette.
SvarSletMht. din far, så er du jo hans barn, og selv om man er voksen, så kan vi altså have brug for den kærlighed, omsorg og forståelse, som kun vores forældre har kunnet give os. Så jeg kan forestille mig, at det er så svært lige nu at være dig!
Jeg sender dig mange tanker, klem og omsorg.
KH
Anne
Du er et helt utrolig, stærkt menneske... Jeg har ingen ord i din situaion, men kan kun sige, at følelsesporno er det ikke, i min optik.
SvarSletBliv du bare ved. Din søn lever i dine ord.
Lad os lære ham at kende...
Mange kram og kærlige tanker fra
Cristine
Sorg er som en glasvase der er knust og du står der med alle skårene i hænderne og som skærer sig ned i huden og gør ondt.
SvarSletSkårene vil altid være der, men efterhånden vil de skarpe kanter blive runde og bløde, som på de glasskår man finder på stranden, så de bliver nemmere at bære rundt på.
Skriv endelig om alt det, der trænger sig på, når det kommer fra hjertet, kan det aldrig blive følelsesporno, deri er jeg helt enig med Cristine
Knus fra Lotte
Jeg oplever ikke dine indlæg som følelsesporno, men som ægte, ærlige, ligefremme og meget smukke beskrivelser af dine oplevelser og følelser.
SvarSletDu kan forhåbentlig lindres lidt af at skrive, vi andre kan lære en masse af det, du skriver og at du skriver, så tak for det.
Og, hvilken lise at se dig med et smil, selvom det kun er en tusindedel af af dig for tiden.
Kære Lavendel... har fulgt din blog meget længe, og således også igennem den sidste uges tid. Nu måtte jeg også skrive et par ord til dig. Jeg er én af de mange mødre som græder for dig og med dig. For du rammer jo lige der, dybt nede, hvor vi vel alle mærker den, - angsten for at miste sit barn. Det aller sværeste og mest smertefulde der kan komme til os. Følelsesporno eller ej (jeg synes det ikke), og lad os dog blæse på den betragtning. Det er jo frivilligt om vi vil læse med hos dig. Jeg håber så inderligt, at du kan finde lidt afløb for det hele ved fortsat at skrive på din blog, velvidende at vi er mange der følger dig... I dyb respekt og med mine varmeste hilsner Helle
SvarSletDet er din fars skulder, som du gerne vil græde ved, ikke? Men det er helt forkert at han skal lægge sit barnebarn i graven og helt forkert at mormor ikke ved det, så der spiller alderen et pus og det er som om de er to mennesker der er i en anden verden. Det tror jeg man må respektere. Det er som om en del af min far sagde farvel inden han døde. Den anden del kunne også tale og fortælle lidt, men der var noget som ikke var der mere. Jeg er ked af det, jeg har ikke nogen forklaring og jeg har ikke selv styr på hvornår mine følelser pludselig presser vanvittig meget på. Når jeg er sammen med mennesker, som gerne vil høre på, hvem jeg er, så kommer det, men skal jeg lytte og hjælpe andre, så går det fint med at holde styr på de indre vandfald!
SvarSletJeg tror, at du ligesom jeg vil finde fred ved at gå på kirkegården en gang imellem.
Selvfølgelig er der håb. Omend det er meget svært at se hvor det skal findes!
SvarSletNår det er sagt, så er jeg meget enig med især Helle, men også alle andre som har kommenteret.
Du er en beundringsværdig kvinde!
YOU ROCK♥
KH
Karina
Har først nu set den skrækkelige nyhed, og blev så ked. Jeg kondolerer, og tænker på dig.
SvarSletDer er ikke noget værre at miste en person der bor i ens hjerte. Og altid vil bo der, uden at man kan holde om, se, høre. Savnet er som et gabende hul, så sort og tomt. Der mangler en del af en selv, man bliver et menneske der lever med en sorg, et savn. Ingenting er det samme.
Tiden går, det bliver bedre. Man lever...men man savner.
Jeg syntes det er befriende at du skriver dig ud af det. Som en anden sagde, vi bestemmer selv om vi læser med og vi skal ikke være så fandens forskrækkede over følelser - de god som de svære.
SvarSletSkriv kvinde, skriv! Hvis det bare kan give det en promille af ro og trøst, så skriv!
Kære Lone.
SvarSletSkriv alt det, du har brug for, skriv alt det, du har lyst til at komme af med. Vi læser med, - ikke af nysgerrighed, men af ægte medfølelse. Hver og en af os kan forestille os, at det er en frygtelig situation, du står i.
"Du er en bemærkelsesværdig kvinde" (som Kresten Skjern sagde til Elisabeth).
Jeg sender lige et varmt pinse-pust i din retning.
Kære Lone, det er den fineste måde, du bruger blogmediet på - og ikke følelsesporno. Vi genkender, vi forstår og føler med dig og ville ønske, vi kunne hjælpe med at bære din sorg. Det er giver en dyb mening for mig, der også har mistet.
SvarSletEn bededame som din er en enestående støtte! Dejligt også at du har psykologen.
Kh
Du skriver dig igennem oplevelser og følelser og du gør det, så vi andre bliver berørte, fordi vi kan genkende det du skriver, hos os selv.
SvarSletDer er virkelig sket mange ting på en gang i dit liv og så er det altså rart med en arm om skulderen og en der siger at det bliver bedre hen ad vejen. Og især den arm, som før har givet trøst.
Jeg har kun besøgt min fars grav en enkelt gang siden jeg lagde urnen ned, fordi han er i den anden ende af landet. Men boede jeg lige i nærheden ville jeg være der tit.
Det er et sted, hvor der er plads til tårer og hvor klumpen i halsen kan få forløsning. Hvor det er ok at græde eller bare sidde. Føre en samtale højt eller i tankerne. Pusle med blomsterne på gravstedet.
Jeg læser med hos dig af lyst og med glæde. Jeg håber dagen i dag blive fyldt med nogle gode stunder.
Klem fra
mette
Ja, det er rigtigt svært når man ikke kan hente trøst hos dine forældre mere. Når man pludselig er den der skal hjælp dem og trøste dem.
SvarSletDet er jo de forældre der kender en så godt.
Nu er det os der skal trøste og være forældre.
Knus yt
Kære Lavendel, tak for dine smukke indlæg om din søn og din afsked med ham. Du har gjort det med stor værdighed. Og du er ikke på nogen måde faldet i den grøft, du kalder følelsesporno.
SvarSletJeg genkender dine betragtninger om kirkegårde.
Dengang vi ikke havde mistet, var det sådan en gammeldags ting.
Min far døde, da jeg var 25, og jeg forstod og mærkede, hvor vigtig andre menneskers omsorg er, og hvor meget det betyder at 'gå på kirkegården'
I lang tid passede vi selv den lille have (gravstedet) og udvalgte nøje, hvad der skulle plantes.
De bittesmå grantræer, vi begyndte med, kom senere hjem i min have og min mors have.
Jeg har det stadig sådan, at jeg helst skal besøge mine forældres gravsted før jul og om sommeren, selvom jeg skal køre 150 km. hver vej.
Det er tungt for dig, at din far ikke er den stærke omsorgsfulde far i denne her situation.
Det er særlig tungt at miste dem, der stadig lever.
Kæreste Lavendel
SvarSletSender dig de varmeste tanker i denne svære tid..
Hilsen Hanne
Hvis du skulle kunne skrive dine tanker ud her hvor så ? Og.. ja.. ved godt at "blog politiet" nogen gange får ondt i røven...
SvarSletMen ved du hvad , så lad dem !
Du skriver så smukt og ærligt og dejlig befriende !
Døden er sgu mega skod.. og frygtelig, når den ramme alt for tideligt. Jeg har fået en annonym kommentar at det ikke passede sig at skrive som jeg gør om mine børns fars død , men det er vores blogs.. Vi skriver det vi har brug for.........
Har den største respekt for dig !
Nej søde Lavendel, jeg mener slet ikke det er følelsesporno; der er ingen falsk sentimentalitet og beregnende føleri, tværtimod! Du formår at være følsom, sober og meget modig på en gang. Hvis skriveriet kan hjælpe dig og bringe dig videre så skriv.
SvarSletDin styrke skinner igennem trods sorgen og savnet - jeg synes du har magtet det utrolige.
Nej - det er ikke for meget følelse eller udstilling og slet ikke følelsesporno. Det ville ikke være godt, hvis man ikke havde følelser. Giv tid, find tid, tag tid til det og endnu en gang en cyber-klem herfra.
SvarSletGod fornøjelse med Amagerpigen, - men også der skal der være tid til egne følelser og den slags, ikke?
Nej jeg ser og læser det ikke som følelsespornografi.. det er dig der har mistet, det er din blog, det er dig der skriver, det hjælper dig videre i din sorg bearbejdning, og det er det vigtigste..
SvarSletSkriv præcis som du har lyst til og som det passer dig. Hvis der er nogen der mener det er følelsesporno, så kan de jo finde noget andet at læse.
Kh Inge
Du skal nok klare dig Lavendel.
SvarSletFædre er desværre ikke altid, hvad de har været og hvad de burde være. De er det nok ikke af ond mening. Sådan er det bare.
Følelsesporno ? Det håber jeg ikke, for så er jeg et forkert sted ;)