Den tungeste dag

blev måske den letteste af dem alle.
Jeg havde besøgt Sønnen i kapellet dagen før, havde gjort det, jeg ikke troede muligt - kysset og nusset - siddet på båren ved siden af kisten - fin mørk grå....ordnet lidt på tøjet, bededamen havde pænt knappet både jakke og skjorte - men jeg fik det sat "knap så pænt" . Fik læst mit brev til ham, fik hilst og fortalt ham  hvor kede af det, vi alle var. Der var fred i lokalet - men det var tydeligt - han var ikke i sin krop længere. Alligevel fornemmede jeg, at han kunne høre mine ord. Da jeg var kommet ud igen, kom jeg i tanker om at jeg havde glemt noget......ind igen....men bededamen var fin - "Tag jer AL den tid, I vil...." Min Søster og hans bedste ven gik med - og vi græd sammen.
Jeg ville ikke have undværet det.

øl i Munke Mose efter gensynet i Kapellet

Det fik mig gennem dagen i går.
Uendelig smukt var det.
Masser af blomster og gæster....jeg gik med Søster op gennem den store kirke, hvor jeg har haft min gang...helt op og lagde min krans ved hans fødder.
Så fór et eller andet i mig, og jeg gik rundt og hilste og gav hånd til alle, der sad der. Det gjorde godt.
Hvor styrken kom fra, ved jeg ikke.

Da ved startede på første salme "Du som har tændt millioner af stjerne..", var jeg ved at kamme over, men tænkte: "Du har sunget for hundredvis af andre, nu skal du synge for din søn for sidste gang, kom så..." og så gik det. Men ord og poesi er slemt, for det går rent ind.....

Så læste præsten, som er en god ven, fra det 1. Korinterbrev - Kærlighedens Højsang - -så bliver da Tro,Håb og Kærlighed, disse tre, men størst iblandt dem er Kærligheden.
Derefter sang hans stedstoresøster "Solen er så rød, mor"......så en meget smuk og personlig tale fra præsten-
så skulle jeg sige et par ord...glup....jeg ville fortælle om Sønnen og musikken - om Pink Floyd, Echoes og langsomheden....om at han nok kalder på os "across the sky".....
Søster havde lovet at stå bi, men det blev ikke nødvendigt.
Jeg stod ved hans hoved - et billede af ham havde jeg sat i plasticlommen med talen, min stemme klang højt og lidt fremmed i det store kirkerum, men jeg fik sagt de ord jeg ville - og vi lod musikken tale - i 6 minutter og 20 sekunder.
Så lød velsignelsen, vi rejste os, dem der skulle bære tog plads og alle sang "Dejlig er jorden", en salme, Sønnen gerne valgte juleaften.
Så gik vi ud....jeg skulle egentlig IKKE bære, men opdagede et 7. håndtag for enden af kisten og tog fat. Således bar jeg min søn ud af kirken og satte ham forsigtigt ind i bilen. (Nej den er ikke spor rusten),

buketten fra hundene

Turen gik gennem et solbeskinnet Odense, forbi hans Oldemors hus - ud til den kirkegård, hvor hun også ligger. Så gik den tunge gang hen mod graven.
Her har man snublende nær ved at bryde fuldstændig sammen, når man står på kanten og kigger ned. Når man ser i dybet og tænker, at der skal éns dyrebareste ligge....når rebene sættes på håndtagene....
Hans far, min Svoger og 4 af hans fætre bar. De 4 unge mænd - Søsters yngste er kun 17, og det er ufatteligt hårdt også for dem. Jeg stod ved siden af yngste og tog fat i rebet, men han klarede det flot.

Vi sang "Altid frejdig..." - jeg tror alle sang med - jeg havde bundet en masse små buketter om morgenen og plukket vilde rosenknopper - alle tog blomster og gik hen og gav ham gode ønsker med på rejsen.

Som om han lå dernede.....

Men han er i Kosmos, som han selv ville ha´udtrykt det - han er omkring os, tror jeg, og jeg har vist nævnt, at en af dagene sætter jeg mig ned i fuldstændig ro og mærker, om han er der.
Nu skal vi lige ha´min Far flyttet på ældrecenter.
Jeg vil gerne sige tak, fordi I har været der for mig. Det har måske båret den sidste grumme vej.