Da jeg var yngre, var Amazon en flod eller en bil, vi ikke havde råd til i vores familie....
Tingene ændrer sig, floden løber stadig derovre i det store Sydamerika, men volvoen er blevet en saga blot, eller i bedste fald veteran -- i højeste grad retro. Graveren ved den nærmeste kirke har én...på sorte plader!
Nu har ordet amazon en helt anden betydning....ting hjem fra det store udland, som regel England! Men har også shoppet fine sko i USA.
4 strikkebøger er det blevet til på det seneste....og her taler vi ikke 2-300kroner, men langt billligere. Oftest under 100 kroner. De to på billedet kom i dag.
Især den højre er interessant - se et par af modellerne:
Dejlig cardigan - Ashfield Cardigan - er strikket på p 3½ - kunne da godt blive et hit hos mig...
Men denne her Greenfield - er jeg vild med...strikket i ret og oppe-fra-ned i Shibui merino kid...på p 4. Den må jeg ha' gang i. Bogen har mange skønne fotos fra New England...hvorfor har jeg aldrig været der???
En anden fuldstændig dejlig bog...masser af mønstre, masser af historie og ret mange opskrifter også.
gode illustrative råd...
snak om farver og mønstre...meget oplysende og lærerigt!
Men denne - er jeg helt vild med. Der er så meget god strikke- og anden historie i den.
Hvordan de norske kvinder, der emmigrerede til Amerika holdt deres traditioner og mønstre ved lige.
Mange billeder af folkene - mange oplysninger om deres hjemegn, ting, som jeg synes er sjovt at vide, at det ikke bare er strikke-strikke-strikke - som min mor for eksempel gjorde - og ikke ET ondt ord om det. Jeg synes bare, det giver en dimension mere at vide noget om de forskellige mønstre og de kvinder, der står bag.
Der er mange dejlig mønstre, men disse to huer står mit hjerte nær...
i en ikke så fjern fremtid må den venstre - "Dansehatten" på pindene.
Ja, her ses, hvad der kan ske på Lavendelgården, når man forlader sin stol for at hente ny forsyning...
+++++++
Tak for jeres søde opbakning omkring min fars nye bolig....det er svært at få armene ned. Tænk at det kan gå SÅ fint. Min søster fik beskeden og ringede så over på centeret for at fortælle det - min far var tilfældigvis hos min mor....Plejeren ville hente ham......og idet han kommer ud til telefonen, høre Søster at hun glædestrålende fortæller ham om det! Han græd af glæde...personalet dansede rundt....en enkelt fortalte også at hun kneb en tåre...der blev givet Gammel Dansk...og det havde været sådan en skøn oplevelse for min far. Tænk at blive så godt modtaget!!! Der bor kun 9 på hver afdeling, så det er hans held, at en anden ikke er mere. Barsk, men jeg håber at han nu får nogle rigtig gode år sammen med min mor...for de har alligevel de sidste mange år haft hver sit soveværelse, så det bliver ligesom for 2½ år siden....næsten. De kan tilbringe dagen sammen eller med de andre beboere, behøver ikke være nervøse for at falde om og ligge og vente på hjælp....ja - kort sagt - en lykkelig slutning på den sag.
Jeg må så bringe mine hunde ofte...for det savner de begge to - dyrene...
(meeeen ...ligefrem at fragte høns og katte...)
