30 juni 2011

Det våde element


Ja billedet har intet med dagens tekst at gøre - ud over det våde element. Men et eller andet driller - både i Blogger og i mit billedarkiv. Kan ikke ha' det!!
Men regn fik vi i nat, så gulvet i udestuen sejlede til morgen!
Og regnet har det i løbet af dagen.
Også på mine kinder...

Det var bare det, jeg ville sige - hej.

28 juni 2011

Gyser - killingerne er væk...


Ja, væk, som i forsvundet!
Lige som jeg ville gå ud og snakke lidt med dem,
give kattemor lidt mælk, opdager jeg en tom kasse!
Tænker først, at hun har flyttet dem til et bedre sted, men
har ledt overalt, synes jeg, og hun går så undeligt rastløst rundt...
Piv...

Morgenstunden


Morgenens gøremål er udvidet for tiden. Der skal spises moreller....fuglene skal dælme ikke ha' dem.
De er stadig - næsten alle grene i plukkehøjde, så efter høns, hunde og katte går turen til moreltræerne...ja, der er to - dobbelt-morel - og de giver heldigvis lidt forkudt af hinanden. sådan et par gange om dagen må jeg ud og spise løs...evt. sætte mig op i træet.


Første træ ....der er stadig mange.


En anden afvigelse fra rutinen er hønemor Karla - der er heldigvis kommet 2 mere til , efter at jeg gennede hende over på æggene i går aftes....5 små fineste - ikke alle er Orpington'er, men halvt Rød Lohman/Orpington, det kan jeg se,  muligvis af fjerdragte, idet de to er lidt mørkere end de andre.
Men tage billede kunne jeg ikke få lov til. Iiih, sådan en skrukhøne er ikke til at spøge med....vidste I, at høns kan knurre?


Er der noget bedre end at komme hjem til sådan én ved døren??
Fra min datters søster...hehe, ja vi har indviklede famlileforhold, men den søde pige syntes altså jeg skulle have lidt opmuntring - tak søde K.
En god dag til alle! Kaffen kalder.


27 juni 2011

Kylleryller

lånt foto

Her til morgen, da hønsene skulle fodres, og jeg lukkede op til dem, hørte jeg den tydelige pippen af kyllinger.
3 små lå der i den "rede", én af Orpington'erne havde besluttet sig for. 2 æg mere, men jeg troede ærlig talt ikke, der kom noget ud af den historie.
Nu er der altså foreløbig 3, og de er med samt hønemor flyttet ind i det tomme drivhus ved siden af hønsegården. En høne mere ruger, men kun på 2 æg, nu må vi se, hvad de bliver til, om noget.


26 juni 2011



En stor tak og en buket - til hvem - jo til alle jer, der orker at lægge en smuk og trøstende kommentar her på bloggen. Sorgen over en mistet søn holder jo ikke lige op - men stikker sit grimme fjæs op fra tid til anden.
Og den kræver ...  at blive taget alvorligt, kan ikke lægges væk eller dulmes med en krimi - musik går slet ikke, det forstærker den bare. Det hjælper lidt at skrive, at forme ord og gøre dem mere forståelige - for sorgtanker kommer ikke pænt ordnet, men hulter til bulter og roder rundt mellem hinanden.
Søndag ved kaffen....sov lidt længere og havde mærkelige drømme.
Havde glemt at lukke for hønsene i går aftes, så hane stod lige uden for vinduet og galede klokken 5.30....men jeg faldt i søvn igen, og først nu er jeg ved tasterne og klar til at læse lidt her og der.
Røg ind på et par blogge, hvor den sidste tids debat om de "ægte" og mindre ægte blogge....ja, men sikke noget vrøvl, der blev lukket ud......men respekt - alle må ha´deres mening, men lad dog være med at nedgøre andre.
Min blog er MIN, jeg skriver (næsten) lige, hvad der falder mig ind, og der skal ikke censur på, jeg har heller intet ønske om at være "stor" eller "ægte" - hehe - her er det bare mig, I får serveret.
God søndag til alle - store som små.

25 juni 2011

Efter endnu en dag...



Ligger på tæppet...har ringet til Nicolai-tjenesten...bare for at få en snak.....tror, jeg kendte den stemme, jeg talte med...hmmmm... en venlig person, men alligevel.....uuuhh...det er svært at få "folk" tæt på...
Min søde datter ringede, just som jeg var i et mega-grådanfald...tak, vorherre.... når nøden er størst....

OG NØDEN ER STOR!!!!!!!!!!!!!!!!

Strik er godt....små lørdagsglæder


Strik er godt til rastløse sind.
Strik giver ro og lader tankerne hvile, mens maske efter maske, pind efter pind, farve efter farve føjer sig til arbejdet. Tilfredshed med at lave noget, og denne gang til sig selv. Jeg synes, jeg behøver en ny cardigan, det kan trøste mig lidt at lade øjet hvile på de fine farver.
Når man strikker på p4½, går det også nogenlunde hurtigt, så et resultat opnås inden for overskuelig tid.
det kan jeg glæde mig over. Og til.

Så endnu en dag snupper jeg på bænke her eller der.


Der er andre glæder, der har fundet vej til mig...rosen Mozart, lidt skvalderkål og en Constance Spray, tror jeg det er...de står i udestuen og lyser op.
Søster rejser til Kreta en uges tid, så nu er jeg "on my own", men mon ikke det går.
Glædelig lørdag fra

24 juni 2011

Hvad farve får dagen?


Et lille bål blev det til...ingen sang, men dog en hyggelig aften.
Frikadeller, pølser og kold kartoffelsalat, som næsten er en tradition.
Jordbær bagefter - den danske sommer - de lyse nætter, som man næsten ikke nænner at gå i seng fra.
Året er vendt, det fylder mig altid med vemod,selv om den største bid af sommeren endnu er foran os.
De små killinger blev vist frem for Søster og Svoger, og de var da helt fortryllede....meeen den hund, de har, er ikke kattevenlig, eller rettere, den kunne få smag for dem.
Dagen ligger foran mig...jeg er uden ide til, hvad den skal fyldes med.
Har bestemt mig for i langt højere grad at leve efter min intuition - så det kan jo blive interessant at se, hvor min mavefornemmelse ta'r mig hen i dag. Måske jeg bare bliver her.
På bænken....

23 juni 2011

Sankte Hans, Sankte Hans.....


Valmuerne blomstrer, de har sået sig selv, så de dukker op alle steder med lidt bar jord. Smukke og halvvilde er de - absolut ikke trimmede hverken i størrelse eller farver i bedene.
det får så være, de er nok i sig selv.

Så er en mærkedag, denne aften holdt jeg ofte med min søn...ikke i år. Men Søster og Svoger kommer, så der bliver lille bål i haven, og det er fint.
sang bliver der nok ikke så meget af...
Sad flere timer med hans gode ven i går og sorterede i computertingene. Heldigvis kunne flere af delene få nyt hjem hos ham, ligesom en del køkkentøj og kogebøger. Det er godt at vide.
Det er også lettere at kassere, når en anden fortæller, at det er ....gammelt/kassabelt..
Nu kalder dyreparken, ud i det fine vejr og snakke lidt med kræene.
En god dag til jer alle!

22 juni 2011

Rækken af hverdage


Modtog en mail fra en gammel ven - han skriver så flot:
"Selv tak, Lone. Lige i denne tid er der en masse konkrete udfordringer som bare skal overstås. Og så bliver det hverdag, - en næsten uendelig række af hverdage - som ikke bare skal overstås, men som er selve livet, uanset urimeligheder der trodser det akceptable. Jeg ønsker det bedste for dig...."


-og sådan er det jo....livet venter ikke - det er her nu ...så det er om at hænge på...
men jeg holder nu også af hverdagen.
Ovenstående er en situationsrapport fra lavendelgården just nu.





21 juni 2011

Der kan man bare se...


Der kan man bare se, hvad en 17- næsten 18-årig vælger til morgenmad......trods det faktum, at moderen er en meget kost-og motionsbevidst dame.
Det er dog ikke cola, men isthe, der er i glasset!
Mon vi her taler om en pige eller en dreng???

I dag nøjes jeg med kaffe, Lillehunden har lagt sig ved siden af mig, alt ånder fred....visse praktiske opgaver hober sig op....såsom tømning af Sønnens hus, sortering....har ikke kunnet tage derover de sidste par dage, men skal have det gjort, så der kan blive malet og udlejet igen.
En del opgaver i mit efterhånden noget forsømte hjem kunne også godt trænge til at løses...
Men jeg ved, at sorgarbejde trænger alt andet i baggrunden, ind imellem går jeg bersærk og farer ud og luger .....med det resultat at det oplugede nu ligger på græsplænen....må se at få fat i poser og få det væk..suk...
Foran mig - på gårdspladsen er hønsegården -med samt fy-fasanen- troppet op. Nogen har smidt en halv ituskåret ananas ud...det behager dem vel.
Fasandyret har fundet en tørret buket lavendler fra sidste år, som jeg åbenbart har tabt..den står han og pikker i. På et eller andet tidspunkt har han tabt sin hale, så han ligner mere og mere en høns. Måske det er Lillehunden, den djævel, der har nappet ham lisså stille?
En af skrukhønerne er pludselig på benene, der bliver nok ingen kyllinger af de æg....
Skal på besøg hos mine forældre i eftermiddag, min far har "bestilt" kørsel til bank og diverse steder. Han er nu vel indstalleret i sin nye lejlighed, har selv hængt billeder op og rangeret rundt med tingene.
Han er vældig frisk, står tidligt op og traver ud i fælleskøkkenet og laver selv sin havregrød...."ja, jeg kan jo ikke snue så længe..."- han er ret tilfreds med at være der, sågar havde de været til festivitas på Valdemarsdag med stegt flæsk og persillesovs OG nye kartofler - bagefter jordbær med is...det var kræs. Efterfølgende var der dans, og min far berettede om en af de andre mandlige beboere, der rigtig foldede sig ud. Han og min mor havde også forsøgt sig, men min mor var vist ikke lige i hopla.
Tror da pokker - nu har hun levet et stille og roligt liv de sidste 2½ år, og så kommer han pludselig og hiver hende ud på dansegulvet! Hun har svært ved at fatte , at min far nu er nabo....udstøder sit sædvanlige - "tsk!" og ryster på hovedet.....hvad skal den halløj nu gøre godt for. Det viser, hvor vigtigt det er for en dement med meget faste rammer og vaner.....
I aften skal min far således være hundesitter, for jeg skal videre og mødes med gamle venner til grill. Det bliver interessant at se, hvordan det spænder af. Men mange af de ældre...(ja, mange og mange, de er 9 i alt) er så glade for hunde, så de kan bare gå ud i fællesstuen, så vanker der kæl og kram.

20 juni 2011

Atter engang


Igen-igen er Nala - den trefarvede kommet galt afsted.
Resultat ses her - de yndigste helt sølv-hvide katteunger - 2 damer og en lille herre.



sødere fås de vist ikke?
De to havde fået øjne i går...
Jeg tror, de blev født den dag, vi havde begravelse.


19 juni 2011

Glup......eller hva' man nu siger...


Akkurat som dette billede af min marokkanske mynte er jeg over-fyldt  , har fået nok, ---eller orker måske bare ikke mere bloglæsning/kommentering............beder jer forstå, der er andre tanker, der tager plads op..
Hvad jeg vil bruge pladsen til, ved jeg ikke, men jeg savner...og ...sørger...det fylder. Jeg læser stadig med...

Nyt liv


Ja, sådan er verden skruet sammen...liv følger liv...dyr eller mennesker, vi har jo en verden, hvor kæledyr har høj status, og således også de af mine....Nala har igen været i uføre.....og hvorfor nu det....jo...jeg har ikke haft penge til en sterilisation hos dyrlægen.....skam få mig....men det er sgu dyrt! - såååå killinger til følge.
Og disse er så vidunderlige, at jeg næsten ikke kan give dem fra mig...se den hvide/sølvfarvede pels ....nøøøj, (Sønnen havde slået til)....og Datteren er ikke helt ...... i et hus i skoven skal man da ha' kat(te)....
de er så flotte, at jeg overvejer at beholde dem sææææl..


Prøv at se, de er helt hvide/sølvfarvede....helt specielle....
Var hos søster i går/dag, det er altid godt at snakke med éns ligesindede/soulmate...om det skete, savnet, minderne- GRUEN....for den er der jo. Hvad er der sket med ham, Sønnen? Er han i Himlen, en del af  Kosmos, del af Naturen...eller hvor F...... er han? Kan da ikke bare gå sin vej???? Jeg er helt sikker på, at det ikke var en frivillig forladen-denne-verden....
Der er rigtig mange tanker, jeg skifter mellem gråd og glæde.... måske er han gået til en bedre eksistens......
Men savnet....sorgen....jamen for Helvede.....giv mig min Søn tilbage!!!!!!!!!!!!!!!!!!

18 juni 2011

Små øer af glæde


Piskede mig selv ud i jordbærbedet, FØR hønsene blev lukket ud. Sneg mig bagom, så de 3 udbryderhøner ikke opdagede mig.
Hvorfor nu det, Lavendel?
Joh....høns kan li' jordbær, og mine høns er selskabssyge, så når jeg begiver mig hen og pusler et sted i haven, følger de troligt med....og haps, der var jordbær.....tro mig, de er hurtige!
Listen lykkedes, og jeg kunne hjemføre en kæmpeskål.
Det regnede ligeså stille, det passede godt til min sindsstemning, for hvem skal nu spise alle de jordbær??
Sønnen var en god aftager.....men de må ned til vejsalg, de fleste.


Så kunne jeg endelig få kaffe, nu har jeg klaret to morgener UDEN, fordi jeg ikke havde mælk. Omsider fik jeg handlet i går og huskede mælk. Så nu sidder jeg med strik-fødselsdagskrusene, mønsteret er fra Sejerø.
En stille stund, jeg tror, det er meget vigtigt for mig at holde fast i vanerne - altså blogge om morgenen sammen med kaffen. Se nyheder på nettet og se, hvad I andre har gang i.

En lang gåtur blev det til igår, og sørme, om ikke jeg har 2 dygtige hunde - se bare:



De har altid travlt med at grave i muldvarpeskud, og pludselig var der gevinst - ved fælles hjælp fik de fat i Mulle....(og nej, jeg kunne ikke nå at hindre forbrydelsen) - død var han:


50 meter længere nede af markvejen slog de til igen- dræberhundene:


Mulle II's bortgang var en realitet. Jeg kan berolige med, at det gik hurtigt.
(Men havde det dog bare været på egen matrikel - her huserer et par stykker til tider vildt og voldsomt.)
Således opmuntrede fortsatte vi vor vandring rundt i det sandede landskab. Jeg må punke mig selv, så jeg kommer afsted hver dag - det gør godt, men kan lade tanker være tanker....og bare være.



17 juni 2011

Efter regn


Dagen dukker frem efter nattens regn...alt endnu lidt vådt, men solen kaster sine stråler ud over det hele og giver det et formildende skær.
Sidder og tænker, at jeg da er fuldstændig ligeglad, om det er sol eller regn....og så alligevel ikke....
Fodring af diverse arter er overstået, de tre sædvanlige udbryderhøner stod og ventede....eller rettere - de kom styrtende med udbredte vinger, da jeg lindede på døren, og lillehunden og jeg gik ud i dagen.
Så ivrige er de, at de følger efter mig ind i stalden for at hente foder, og de bisser lige i hælene på mig ud til hønsegården, hvor de resterende pænt venter på at blive lukket ud.
Fy-fasanen står og lurer i buskene....der er hindbær og rabarber inde i hønsegården, og der kan han nok så pænt gemme sig, til der ryger foder hen i nærheden....så slår han til...
Men i dag havde lillehunden luret ham, og den strøg ind i gården.....så han endte oppe på gavlen af stalden, hvor han knejsede lidt forpjusket som en anden vejrhane.


Nu ånder alt fred, Lillehunden sover på bænken ved siden af mig, Storehunden er har endnu ikke rejst sig fra dynerne - og Hane-Pane står og glaner ind af vinduet....
Endnu en fredag er begyndt....

16 juni 2011

Gul


Gul er den nye sort....
Tænker på tidligere tider, hvor man sørgede et helt år, gik i sort og undgik fornøjelser og festivitas af enhver art.
Sørge kan man ...i glimt, der til gengæld truer med at kvæle én.
Sorg kan man føle, når man ser på den smukkeste buket....
Skønheden får én til at mindes det smukke menneske.
Så efter gårsdagens pressede program...ja, plæneklipperen blev altså indkøbt i Roskilde!
Så fik jeg set Bygma også dér.
OG fik forhandlet mig frem til en acceptabel pris for vidunderet, der kunne opveje 2xBrobizz.
Lidt effekter blev samtidig fragtet til huset i Bjergskoven.
Så kunne jeg lige vande lavendelbedet og spise en hyggelig frokost på dørtrinnet ved gårdspladsen.
Frokosten blev indkøbt i byens smørrebrødsforretning(!) - 3 halve med fint pålæg og 2 hjemmelavede deller, så var der også lidt til hundene....ikke ofte, man støder på sådan en forretning.
Ind om psykolog tilbage i Odense. Han kender nu nærmest  hele familien ved fornavn og spørger til relationer m.m. - altså en klarlæggelse af hele molevitten.....sikkert meget godt, når man som jeg har overlevet i så mange år bare "ved at tage mig sammen og komme videre" - "store piger græder ikke" - det synes han, jeg skal gøre noget ved!
OG få grædt - OG gi' mig lov til at være lille...OG tage imod hjælp....
Det er jo nemt nok her på bloggen, alle jeres kommentarer varmer og gør godt...
men IRL.....vil jeg helst ikke alt for tæt og i alt for stor gæld....
forstår I hvad jeg mener?
En god dag ønskes I alle - jeg skal ud og slå græs....og fotografere vidunderet!

15 juni 2011

Opbrud


Flere kornblomster....
Kaffen smager ikke af noget.
Oprydning og sortering og udsmidning hos mine forældre.
Det er som at stå med endnu et dødsbo....uden at de er døde.
Var i sønnens lille hus og sad en stund.
Det virker uoverskueligt...han havde vel en samling med tusindvis af cd-rom m.m. - jeg aner ikke
hvad der er på, men tanken om bare at destruere det hele er mig imod.
Kiggede på hans samling af udsøgt køkkengrej....
Kogebøger i massevis...fineste tallerkener og glas tegnet af Erik Bagger - endnu ikke pakket ud, men stod og ventede på det nye sted.
Så mange håb og drømme.
I dag skal jeg ud at købe noget så prosaisk som en plæneklipper....
og senere ind om psykologen.
Suk...

14 juni 2011

En dag i skoven....


Turen til Sjælland bragte mig forbi dette forunderlige syn. Prøv at klikke det større og nyd synet.


Dagen bød på dejligt vejr, de tre vigtigste personer i mit liv og masser af praktiske udfordringer.
Under de mange perlesten viser sig en flot stenbro....vi lugede og fejede og fik etableret et krydderurtebed lige ved "morgenterrassen". Det er dejligt at indrette og kaste sig over nye haver. De tog heldigvis godt imod og gav "Mommu" frie hænder. Det er glimrende terapi, og et andet sted end mit eget er også godt. Lige nu.


De store sten stammer fra en anden bygning...de er tilhuggede og har vel ligget som sokkel.
Et sted med historie.
Et venligt åbent hus, kunne jeg mærke.


samme sted som de store lå en stak fine brosten....og i et hjørne af gårdspladsen havde de tidligere lejere etableret en terrasse....sådan lidt umotiveret og omgivet af høje nælder og andet skaberak.
Væk med sig....
Terrassen lå dejligt solrigt, kunne vi se både til middag og senere.
En ide hagede sig fast....


som indbefattede disse...


uden målebånd og waterpas ser det såmænd tilforladeligt ud....
Lavendel - brolægger -


og sådan fik Amagerpigen sin lavendelhæk.
Den skal nok blomstre senere på sommeren.

Samme lille pige - nu 10 mdr. - trives og vokser , ikke helt uden grund, for hun er en hund efter mad..
rejser sig ved alt og prøver, prøver.....nåede ikke at vælte bordet, for en mad kom svævende på hendes højlydte:
Aj-aj-aj-aj!

Dagen gik alt for hurtigt, den lille familie måtte gå de 2½ kilometer til stationen og returnere til det flade Amagerland, mens jeg drog den modsatte vej.
Farvel-farvel!