Den tungeste dag

blev måske den letteste af dem alle.
Jeg havde besøgt Sønnen i kapellet dagen før, havde gjort det, jeg ikke troede muligt - kysset og nusset - siddet på båren ved siden af kisten - fin mørk grå....ordnet lidt på tøjet, bededamen havde pænt knappet både jakke og skjorte - men jeg fik det sat "knap så pænt" . Fik læst mit brev til ham, fik hilst og fortalt ham  hvor kede af det, vi alle var. Der var fred i lokalet - men det var tydeligt - han var ikke i sin krop længere. Alligevel fornemmede jeg, at han kunne høre mine ord. Da jeg var kommet ud igen, kom jeg i tanker om at jeg havde glemt noget......ind igen....men bededamen var fin - "Tag jer AL den tid, I vil...." Min Søster og hans bedste ven gik med - og vi græd sammen.
Jeg ville ikke have undværet det.

øl i Munke Mose efter gensynet i Kapellet

Det fik mig gennem dagen i går.
Uendelig smukt var det.
Masser af blomster og gæster....jeg gik med Søster op gennem den store kirke, hvor jeg har haft min gang...helt op og lagde min krans ved hans fødder.
Så fór et eller andet i mig, og jeg gik rundt og hilste og gav hånd til alle, der sad der. Det gjorde godt.
Hvor styrken kom fra, ved jeg ikke.

Da ved startede på første salme "Du som har tændt millioner af stjerne..", var jeg ved at kamme over, men tænkte: "Du har sunget for hundredvis af andre, nu skal du synge for din søn for sidste gang, kom så..." og så gik det. Men ord og poesi er slemt, for det går rent ind.....

Så læste præsten, som er en god ven, fra det 1. Korinterbrev - Kærlighedens Højsang - -så bliver da Tro,Håb og Kærlighed, disse tre, men størst iblandt dem er Kærligheden.
Derefter sang hans stedstoresøster "Solen er så rød, mor"......så en meget smuk og personlig tale fra præsten-
så skulle jeg sige et par ord...glup....jeg ville fortælle om Sønnen og musikken - om Pink Floyd, Echoes og langsomheden....om at han nok kalder på os "across the sky".....
Søster havde lovet at stå bi, men det blev ikke nødvendigt.
Jeg stod ved hans hoved - et billede af ham havde jeg sat i plasticlommen med talen, min stemme klang højt og lidt fremmed i det store kirkerum, men jeg fik sagt de ord jeg ville - og vi lod musikken tale - i 6 minutter og 20 sekunder.
Så lød velsignelsen, vi rejste os, dem der skulle bære tog plads og alle sang "Dejlig er jorden", en salme, Sønnen gerne valgte juleaften.
Så gik vi ud....jeg skulle egentlig IKKE bære, men opdagede et 7. håndtag for enden af kisten og tog fat. Således bar jeg min søn ud af kirken og satte ham forsigtigt ind i bilen. (Nej den er ikke spor rusten),

buketten fra hundene

Turen gik gennem et solbeskinnet Odense, forbi hans Oldemors hus - ud til den kirkegård, hvor hun også ligger. Så gik den tunge gang hen mod graven.
Her har man snublende nær ved at bryde fuldstændig sammen, når man står på kanten og kigger ned. Når man ser i dybet og tænker, at der skal éns dyrebareste ligge....når rebene sættes på håndtagene....
Hans far, min Svoger og 4 af hans fætre bar. De 4 unge mænd - Søsters yngste er kun 17, og det er ufatteligt hårdt også for dem. Jeg stod ved siden af yngste og tog fat i rebet, men han klarede det flot.

Vi sang "Altid frejdig..." - jeg tror alle sang med - jeg havde bundet en masse små buketter om morgenen og plukket vilde rosenknopper - alle tog blomster og gik hen og gav ham gode ønsker med på rejsen.

Som om han lå dernede.....

Men han er i Kosmos, som han selv ville ha´udtrykt det - han er omkring os, tror jeg, og jeg har vist nævnt, at en af dagene sætter jeg mig ned i fuldstændig ro og mærker, om han er der.
Nu skal vi lige ha´min Far flyttet på ældrecenter.
Jeg vil gerne sige tak, fordi I har været der for mig. Det har måske båret den sidste grumme vej.

Men den skønneste krans

kransen bandt jeg selv - ikke prangende og tung - måske heller ikke helt professionel, men den var fra mig til ham - Sønnen, som nok ved, hvordan mor ind imellem får skøre ideer og ikke vil lave tingene som alle andre..netop dét gik i arv til ham. Han blev aldrig mainstream. Så langt fra. I kisten fik han med sig vilde blomster - fordi - han aldrig blev helt tam og poleret - men også fra den store have her, hvor han holdt af at være.
Han fik vilde roser - for rosen er kærlighedens blomst - og der hvor han skal hen, må han sprede kærligheden lige så vildt og voldsomt, som de vilde roser vokser.

tak for lån af billede

At gå vejen

Vejen til kapellet, hvor han lå i sin kiste, var lang og grum.
Men da jeg stod uden for døren, kunne ingen holde mig tilbage.
Jeg var bange, for at se det elskede barn i en kiste, er vel et skrækscenarie for enhver.
Hvordan ville han se ud?
Ville jeg blive bange og aldrig kunne få synet ud af hovedet igen?
Tankerne var mange og bange.
Men jeg mærkede foran den dobbelte dør at jeg måtte derind og sige de sidste ord til  ham.
Give ham lidt med på vejen.....
Men han var der ikke ...sådan rigtigt...det var ham, hans krop i tøjet, jeg havde givet bededamen, men jeg kunne mærke at han kun holdt sig i nærheden, fordi vi nu var der.....kroppen havde han forladt.
Men det gjorde godt at sidde stille og tale lidt til ham. Bede ham kigge ind en gang imellem.....
og tænk, jeg følte mig ikke åndssvag - det virkede helt naturligt at han måtte kunne høre det...
Bagefter er jeg lettet - en følelse af at have fuldendt noget har sneget sig ind i sorgen og gruen.
Nu skal vi bare...."bare"...i domkirken i morgen og have højtideligheden og gråden - det smukke og det grumme - så ud til kirkegården - og endnu mere gru....eller?
Jeg er dybt taknemmelig for min families - min søsters uvurderlige støtte - for jeres dejlige kommentarer og gode tanker - det får mig igennem - jeg går vejen - men den er hård og så utrolig trist.

Hænger stadig fast.......

Fra Sønnens yndlings-t-shirt.

Skal i kapellet i dag.....

ved ikke endnu, om jeg går derind...

Skal vaske min sorte silkekjole, som efterhånden er mest brugt ved den slags lejligheder.

Kærlighedsgerninger

Helt jomfruelig hvidt og meget smukt er dette sæt sengetøj, som jeg kun har sovet i én gang. Det er blevet vasket og strøget(!) og i hvert strøg sendte jeg en tanke.....
(osse tak, Mia)
Hans tøj.....er ordnet, selv T-shirten blev strøget.
Det føltes godt midt i alt det sorte.

I går var jeg hos min læge til en god snak og et lille glas af de beroligende (just in case, som hun sagde), og en enkelt gav mig nattesøvn til kl. 7.
OG ro nok til at kunne ringe rundt til 5 psykologer for en akut-tid....blot for at erfare, at det får man ikke liiige....
Den første, jeg henvendte mig til , havde sagt, jeg kunne vende tilbage, så ville hun se, om hun kunne trylle - og tilfældigt ramte jeg deres nummer igen. Jeg havde opgivet det.
Hun havde faktisk en tid, men hos en psykolog uden tilknytning til sygesikringen (så taler 950kr) - og hun kunne tage mig. Så opfordrede hun mig til at kontakte min indboforsikring, for muligvis.....
og her - et par timer efter har jeg været hos en dejlig person, og det bedste - forsikringen betaler 10 behandlinger.....så kan sygesikringen og Danmark give tilskud til de næste 12.......og så må vi se, om der kommer et helere menneske ud på den anden side.
Nu er jeg lige hjemme - logerer ellers hos Søster, skal til den bedste ven til Sønnen og hente en lille pakke til ham og så til Bededamen med tøj og sengetøj og diverse....han ska ikke rejse tomhændet.

Men fra Retsmedicinsk ingen besked, der vil gå en måned, inden blodprøver er færdiganalyseret, dog mente de ikke, det var selvmord.......hmm....mener jeg heller ikke, men det er tungt.
Måske kommer han og hvisker mig det i øret selv, hvis jeg sidder ganske stille et sted ...derude...

til minde om en elsket søn

Min søns gode ven fortalte mig at dette var et must - denne koncert med Pink Floyd "Live at Pompeji" kunne han tale begejstret om længe ....spille igen og igen og især dette nummer - jeg ved lægger teksten, det fik mig til at se hans død .....ikke lysere, men give lidt trøst -

Lyt tålmodigt til nummeret....det er længe om at hæve sig til højderne, kunne man synes, men netop tålmodigheden og glæden ved langsomheden og opbygning - bare VÆREN var min søns store force....ikke altid nemt i en verden, der racer afsted.

Overhead the albatross hangs motionless upon the air
And deep beneath the rolling waves in labyrinths of coral caves
The echo of a distant tide
Comes willowing across the sand
And everything is green and submarine
And no one showed us to the land
And no one knows the where's or why's
But something stirs and something tries
And starts to climb towards the light

Strangers passing in the street
By chance two separate glances meet
And I am you and what I see is me
And do I take you by the hand
And lead you through the land
And help me understand the best I can
And no one calls us to move on
And no one forces down our eyes
And no one speaks
And no one tries
And no one flies around the sun

Cloudless every day you fall
Upon my waking eyes
Inviting and inciting me to rise
And through the window in the wall
Comes streaming in on sunlight wings
A million bright ambassadors of morning
And no one sings me lullabies
And no one makes me close my eyes
So I tore the windows wide
And call to you across the sky. 

En MOR....DER GRÆDER

Den svære uge

I går bedemand.../dame....venlig og omsorgsfuld kvinde, der gav sig god tid.
Datteren og Søster var med, og det hjalp...hvis noget kan hjælpe...
Alt er ordnet, vi skal have en grå kiste og ikke alt for pyssenysset....

Vi har været hos præsten, som også er en god ven....hun kunne give det, hun kunne...
Jeg mødtes med hans far forinden, vi gik i Klosterhaven og satte os på en bænk og snakkede...
hvis I vidste, hvad man bærer på af usagte, ugjorte.....ting....sørg for at få det sagt!!

Vi har bestemt noget sang fra hans stedsøster......som er uddannet sanger, hun vil med glæde gøre det for ham - vi har bestilt anlæg i kirken , så vi kan høre Pink Floydd - hans absolutte favorit - kan I forestille jer Domkirken med høj musik??? Han blev døbt der og skal nu begraves fra den.

Mange har skrevet, det hjælper mig ikke lige nu, men jeg føler den varme, der strømmer imod mig, også fra helt ukendte personer ......tak skal I have.

Er lige nu hos Søster, men længes lidt hjem, samtidig med at jeg frygter at komme der.
I dag får jeg måske besked om, hvorfor han tog afsted......

Men samtalerne i går var mit livs absolut sværeste og mest forfærdelige. Jeg fatter ikke, man kan rumme det. Digte af Auden kender jeg så godt og det siger det hele!