19 marts 2011

En helt almindelig martsdag


Dagen begyndte med sol og hønsenes kaglen. Kaffe i en af de blåblomstrede...et par pandekager med yndlingsfyld - lemoncurd og den gode creme fraiche fra Thiese - nej ikke just slankekost, men i stedet for lørdagsslik må man godt. En ekspedition var forestående. Thi den lille amagerpige agter at gæste sin mormor i næste uge - så noget må hun sidde trygt i bilen. Ikke andet at gøre end at ty til de gode tilbud - en passende både i pris, mærke og størrelse blev fundet i nærliggende Bogense.
Samtidig lå et par murbrokker og ventede på at komme på skrammelpladsen....så de kom med.

Stolen blev hentet, og så til pladsen....der var sandelig også ting og sager - se bare her:


en Trip-Trap i lyserød, så kan hun sidde standsmæssigt, den lille, et broderi af Gerda Bengtsson, to rør til mynterne, en krukke, diverse vaser , en skåret Pala....altsammen kom det ind i bilen.


så til søs...eller strands -- en pom-pom blev ophængt - "Lavendel was here".
I dag bugnede stranden af gode ting....


dette - et godt brædt kan man altid bruge....


denne - desværre temmelig stor...


den her kom med hjem :-), for man kan jo aldrig vide....

Jeg havde en farfar med et lisså stort samler-gen som mig. Han havde sine kælderrum, og i værkstedet bugnede det med spændende effekter. Således havde han en kæmpestor slibesten i kasse (til vand) og med et håndtag...det var ren fryd at stå der og dreje...og lege, man var....???...ja, hvad....jeg sneg mig til det, for værkstedet var lidt forbudt område.

Engang før min tid opstod historien om "Ske-maskinen" - og den skal I få. 



Min mor og far var ret nygifte, og min mor var med farmor i kælderen...muligvis på en rundvisning, og nu skulle hun se alt det gamle ragelse, farfar havde samlet sig - "Ja, ha' ka'tte smi'e nåe u'" - som farmor udtrykte sig - "ka' tte næn' det", og så var det, min mor spurgte til et monstrum, der stod og fyldte godt op dernede. Hvad det kunne være for en indretning. - Ja, det var jo ske-maskinen -  hvortil farmor hånligt prustede - hå, det gamle lort, det virker sgutte - (Ja, de var bramfri, de gamle) ,og min mor må ha' lignet et stort spørgsmålstegn, for så tog en vis mand ved farfar, og han rumsterede med maskineriet, for triumferende at sætte sig overskrævs på den og fat i snitteværktøj eller høvl, da pludselig....
Bum! Puff! - den forsvandt under ham, han gik på rumpetten og tilbage lå -
en bunke støv og nogle brædder --
ormene havde vist fået deres.
Hertil skal siges at farmor grinede, så hun måtte forny sine underbukser og historien er kun blevet bedre med årene - farfar mumlede bittert i skægget, hver gang den siden kom på tale.
Først som voksen har jeg set sådan en - ikke skemaskine, som den hed hos os, men snittebænk - et vældig godt hjælpemiddel i sløjdvirksomhed.



Måske en martsnat....







Måske en martsnat

Jeg dør en lille smule
for hvert sekund, der går,
jeg bærer døden med mig
igennem livets år.

En nat, måske en martsnat,
så mild af regn og tø,
skal jeg gå bort i mørket
og holde op at dø.

Fuldmåne ...og alt det der...Sov nu som en lille gris i nat, men her til morgen kom jeg til at tænke på Grethe Riisbjerg Thomsens lille digt  (1948), som jeg første gang blev præsenteret for som ung...og i form af vidunderlig musik...
Manden, der havde sat det i musik var 


Ham her - John Høybye (og, ja far til Laus) - 
og han er - intet mindre end en genial kormand, dirigent og komponist.
At arbejde med ham er korhimlen!
Så - tak til John for at ha' introduceret det smukke digt i min verden.
Ofte - i marts tager jeg mig selv i at nynne den...
og så har jeg lige opdaget, at værket er overført til cd og kan rekvireres ganske gratis!!!!
Så ... gæt om jeg vil gøre det.



et eksempel på noget af hans musik for kor..

på sangens vinger

18 marts 2011

Når kommer viben vel?


I går kørte jeg forbi denne mark. Ja, billedet viser det desværre ikke, for just da løb batteriet tom for strøm...ingen zoom her - men på marken gik mindst 50 viber rundt , ledte vel efter mad - men det var et fornøjeligt syn. Sidste år dyrkede landmanden løg her, måske er de vilde med den smag.
Hvad ve' man om viber?

Husker som barn, man blev fortalt om viben, der legede dårlig vinge og dermed lokkede ubudne gæster væk fra reden på jorden - smart fugl, tænkte man. lidt kæk så den osse ud med den der strittop på hovedet. Og tænkt, så sagde den sit eget navn - viiiiib - det kunne enhver jo høre, tænkte lille Lavendel....i hvis barndom huserede mange viber.
Endelig var der jo SANGEN....den har jeg allerede sidste år trakteret jer med...men som med alle gode ting, dem kan man ikke få nok af. Vi tager et andet vers i år - netop med viben:

Når kommer stæren da?
Det kan du jo nok begribe,
først der komme må en vibe!
Først når viben som en blinker
til armeen "Fremad!" vinker,
da kommer stæren, da kommer stæren!

Når kommer viben da?
Når først efter vintertide
vintergæk af sneen hvide
rejser sig med sine blade
og gør alle hjerter glade,
da kommer viben, da kommer viben!

melodi her

Syng den endelig - en skøn morgensang, men ikke noget med at slås om, hvem der skal ha' soloerne!!

Jeg syntes jo lidt forskning var på sin plads, når man sådan 2 år i træk diverterer med samme sag, så her
kan man læse den søde historie bag sangen.


Ha' en frydelig fredag -

17 marts 2011

Der lå et brev....



På turen til stranden kommer jeg forbi efterskolen....
husker man den alder?
sorgerne
fortvivlelsen...


kan jo udtrykkes mere eller mindre poetisk...
der er ikke megen unge Werther over det...
men alligevel..


16 marts 2011

Det grønneste


som I så af mit forrige indlæg, var jeg en tur ved stranden i går. Det susede og blæste vildt, men en sær forløsning er det alligevel at gå der...helt mutters...finde sten, overveje en tur i bølgen...havde desværre "glemt" håndklæde...og finde et par sten eller tre.


Og her kommer det grønne ind i billedet - RAMSLØG -  de er her nu, lidt fine og spæde i det, men , men ..
dejlige og flotte i smagen. De vil blive brugt i en gratin med jordskokker, kartofler, tomater og nælder...smaddersundt...ja, lidt ost på toppen skal der også på. Ellers plejer jeg at lave urtesalt af dem.


Mere grønt...den venter på juleaften 20...? hele det store bare stykke, hvor der blev fældet for 2 år siden er nu fuld af små grantræer.


Forleden viste jeg det det store grønne frugtfad, sørme om jeg ikke fandt en tallerken til det. Men om jeg finder 5 mere er vist tvivlsomt, det er skørt materiale.


Både grønt og hvidt...se skovbunden fuld af vintergækker...det er tidligere del af en meget stor have, så forklaringen ligger der. Sødt ser det ud.


Vesten blev (næsten) færdig, en model fra Drops med modifikationer udført i merino. Rigtig forår med de farver, synes jeg. Måske man kan blive nødt til at finde noget, den kan passe til...hehe
Jeg vil gerne sige tak til de søde kommentarer til mit indlæg om min far. Han er vist iøvrigt snart på vej hjem...ikke rask..men...det bedste, det kan blive.

15 marts 2011

Jaka-boven, sylten og de andre



Jeg er sten-fan, stengal, stenoman...én af dem, der ind imellem går med krumbøjet ryg og stirrende blik langs stranden, mens bølger, måger, vilde roser og andre idyller fuldstændig undgås....nej STEN!
Prøv at se, hvor mange slags røde,  der er....ja, der er da mange flere, men de kunne ikke være der....
Indrømmet, der er sgi noget svinekød eller sprængt oksetunge over dem...


,
Indrømmet, jeg er mere til de sorte, grå - hvide, der præsenterer sig pænt ....


Eller de stribede....tænk et arbejde at lave dem! Men de er rigtig flotte, ville gerne kunne tage dem med mig og strø ud over matriklen i små tableau'er, men de er jo ikke helt små, og man må ikke fjerne så mange, husk det, LAVENDEL - kystsikringen ryger sig en tur, hver gang du har været på strandtur.


MEN favoritten - stenen over dem alle - er hulstenen - især de fine afrundede, dem er jeg syg med.
Den tog jeg med......

Oppe eller nede?


De seneste par uger har vist livet som det kan forme sig - op og ned - ondt og godt - lyst og mørkt, jeg har skrevet lidt om det, men forsøgt at holde fast i de lyspunkter, der trods alt er. Om man så skal hækle sig til dem og dekorere hele Fyn med kvaster og pompom'er!
Det kan ind imellem på mig selv virke....sådan lidt...forkrampet - I ved, - tag dig nu den tudetur og gå i seng og lad hår og negle gro! - Men måske netop fordi jeg KAN tillade mig at gøre det, sker det ikke...sæt nu, jeg bare blev liggende, og man fandt mig om en måned omgivet af to hentærede hunde ....ja, se sceneriet for jer....ikke rart, vel? Man kan kalde det selvopholdelsesdrift, utidig optimisme eller .....
Når éns gamle far, som hele sit liv har være et ordentligt menneske, gjort sit, løftet i flok, været foregangsmand - you name it - pludselig finder sig selv liggende på skadestuen i sine egne efterladenskaber....når efterfølgende han indlæggges på en ekstratravl, ikke særlig rar akutafdeling på stue med 3 ældre kvinder kun omgivet af forhæng, når han knapt kan gå, men slæber sig og sit inficerede, til dobbelt størrelse hævede knæ ved rollatorhjælp på toilettet hver ½ time, fordi han får vanddrivende....når han af den grund ikke kan være iført særlig meget tøj...og folk løber ud og ind af afdelingen...jamen, for fanden et samfund, vi lever i!!!Føj dertil at han er langskægget - barbere sig???- hvem??? Hvem sagde værdighed?

Man kan sammenligne livet med en rutschebane...man VED, det går nedad, når man befinder sig på toppen, men, det går jo godt, det her.....strygende ...og man hviner af fryd, når det går ned igen...
måske er den sammenligning ikke særlig god...så Pariserhjul da?
For et års tid siden var Søster og jeg i Malmø og så denne her......ingen af os var særlig stolte ved situationen, men fik ved tanken om familiens misundelse hidset hinanden op, så vi endte med at tage en tur.....uf da da...de første 3 ture sad vi nærmest bare og klamrede os....turde ikke kigge ned - SE LIGEUD, som jeg mellem sammenbidte tænder hvislede til Søster, som begyndte at tale om rustne skruer i karrosseriet....


Naarj, den sammenligning er nu heller ikke god, for her nød VI ikke tilværelsen på toppen....nedturen var sandelig en blandet fornøjelse, især da vi standsede helt øverst, da den begyndte at tømmes.....


Så var der anderledes glæde og munterhed i højden på dette gavetræ....smukt, ikke? man bliver glad af at se det, det sætter tanker og associationer i gang....tænk hvis....
Det jeg prøver at skildre, tror jeg nok, er den evne til at finde et lyspunkt hver gang, der er noget andet, der er for sort, for surt, for trist, for MEGET! Den har været langt væk de seneste dage, også når man selv skranter, men pinedød - DET skal ikke få mig!!
Var det lidt rodet?? Hm...tjaa,  det kan ikke blive ret meget anderledes....fingrene skriver af sig selv, de løber af med mig.



Morgenens udsigt