Nyt land

Så skal ny del af Kongeriget udforskes.
Datteren med samt Amagerpige og Kæreste flytter jo ud i skoven....Bjergskoven endda.
Jeg har så godt som aldrig været i den del af landet.
Nu byder chancen sig, så Lavendel lægger Fyn bag sig, griber Brobizzen og sætter kurs med det sjædlandske.
Og så skal skovriderboligen beses. Planer lægges - for både hus og have.
Medbringer en stak lavendler til gårdspladsen, det hører sig da til. Min Amagerpige skal vokse op med dejlige dufte og kærlighed til blomster, hvis jeg kan gøre noget til det.
Men først ....en kop tår kaff'.

Så kom Pinsen

Før vi vidste det, blev det Pinse og alene ordet rummer dejlige minder om sol og frokost i det fri.
Vi tømmer stadig lejlighed for min Far, så det går dagen nok med.
Morgenen har sneget sig ind på mig...glemte at lukke for hønsene i går, og 4 af dem stod og trippede, da jeg tumlede ud af sengen og ind i dagen .....de er efterhånden så tamme, at de gladeligt stepper ind i entreen og videre ind i stuen.....hundene er de helt ligeglade med.
Selv fy-fasanen mener den har ret til at logere her, så nu venter den i hønsegården på sit "æglægningsfoder" sammen med resten af flokken. Lillehunden gør sit til, at den ikke skal blive alt for sikker i sadlen.

Efter endnu en dag...

Mærkeligt billede...men det siger lidt om situationen....Lavendel...på dupperne, med på den værste, - lad os strikke Rådhuset ind i uldent garn...

- det blev så ikke i denne omgang.


Har tænkt så meget på dette mit skriveri - er det følelsesporno? - Jeg kan godt se på de mange kommentarer, at det rører mange mennesker, og jeg gør egentlig bare det, jeg har startet for nogle år tilbage --skriver mig ud af en situation...en følelse...et ...you name it,  det gør mig godt.
Jeg har læst og GENLÆST de sidste indlæg om Sønnen og jeres kommentarer flere gange...jeg har grædt... og grædt ...og grædt. Men det er en velgørende gråd.

Jeg er fuldt ud klar over, at han ikke kommer igen, han stiller ikke her på mandag med scooteren og tager hjelmen af med et skævt grin og forsøger at holde hundene fra livet - de ville helst kysse....mange gange....
Han mente, at jeg burde være lidt mere striks med deres manerer....



Var på kirkegården i dag, Bededamen havde lagt alle blomsterne på graven. - Et smukt syn, oven i købet havde hun sorteret efter farver, havde lagt min ringe lille krans forrest, så Datterens og Søsters - - Fars...ja, men det var så smukt.

Det dér med kirkegårde..............

Mine tidligere svigerforældre havde ... altid en søndagsbeskæftigelse....de skulle "på kirkegården", hvilket jeg i 1975 fandt utroligt gammeldags/småborgerligt....(nu skal det siges, at i min verden levede alle gode mennesker endnu på det tidspunkt...)
Men den dér evige søndags- eller højtidsgerning var meget fremmed for mig.
I dag var jeg på kirkegården.
Med min datter - Lillesøsteren, der nu ikke mere har en Storebror -
(jeg kan love jer, at der er mange mærkelige ting, man kan blive ked af eller kan gå ned på, når man mister......)


Vi gik samme vej som i går...armene om hinanden....hundene med...det tager lidt af den intense smerte...træerne er høje og lugeniveauet er under middel, hvilket gør, at jeg føler  - DENNE KIRKEGÅRD ER ET STED FOR SØNNEN MIN!
Frem til graven når vi.....set på afstand - smukt!- det er det eneste ord, jeg kan komme i tanker om.
Bededamen ......nu kommer vi til en næsten-afsløring - for hvilken bedemand giver dig knus, giver dig forsikring om, at hun vil passe på den venstre skulder (for dér  har.....havde han ondt), 
stiller sig klar til ethvert spørgsmål, - "husk - bare ring!"
Isabella - bededame i Odense - You rock! 
Jeg sidder og kigger på alle kortene fra søde mennesker, der har sendt blomster...
Et overvældende antal.
Mest mine venner...også Sønnens...og et par kolleger af hans fars...
men alle de smukke blomster....
Nu skal der takkes. Det gør ondt, men hver gang fortæller jeg mig selv -
Han er død.
Har i dag hjulpet med min Fars flytning, han skal forlade sit frie liv og  på Plejehjem efter eget ønske...
MEN
mærkeligt, at éns Far pludselig ikke er i stand til at deltage i sit barnebarns begravelse, ikke kan kondolere mit andet barn....
fortielse.....???? stress????
Jeg véd, min far er i stress. Kan have meget svært ved at forlade sit liv...."som fri borger", men samtidig kommer han tæt på min mor...og så kunne han vel godt.....

En sammenkomst efter en begravelse kan godt ende med et smil.....sært...

jeg følte mig......ikke som Lavendel...

Min mor har ikke fået at vide at hendes første barnebarn er død....hendes elskede lille dreng. Hun passede ham de første 1½ år af hans liv, jeg var en ung mor.....hun så ham jo som den søn, hun fik....men som døde som spæd...tror jeg....

Siden kom jeg....og Søster....
Jeg har spurgt min far, om jeg var en skuffelse...(I ved jo nok, når man har haft en søn....altså i 50'erne) 
men han siger, at jeg var meget ønsket, og at de begge var lykkelige....hmmm....
Jeg véd, han er i en stress- men............
SÅ GIV MIG F.F. LIDT TRØST...en skulder at græde ved...
(jeg ved, jeg går over stregen ....)
Skal heldigvis til psykolog på onsdag..............og besøge Amagerpigen på mandag i sin nye bolig,
der er håb, osse for Lavendel...

Den tungeste dag

blev måske den letteste af dem alle.
Jeg havde besøgt Sønnen i kapellet dagen før, havde gjort det, jeg ikke troede muligt - kysset og nusset - siddet på båren ved siden af kisten - fin mørk grå....ordnet lidt på tøjet, bededamen havde pænt knappet både jakke og skjorte - men jeg fik det sat "knap så pænt" . Fik læst mit brev til ham, fik hilst og fortalt ham  hvor kede af det, vi alle var. Der var fred i lokalet - men det var tydeligt - han var ikke i sin krop længere. Alligevel fornemmede jeg, at han kunne høre mine ord. Da jeg var kommet ud igen, kom jeg i tanker om at jeg havde glemt noget......ind igen....men bededamen var fin - "Tag jer AL den tid, I vil...." Min Søster og hans bedste ven gik med - og vi græd sammen.
Jeg ville ikke have undværet det.

øl i Munke Mose efter gensynet i Kapellet

Det fik mig gennem dagen i går.
Uendelig smukt var det.
Masser af blomster og gæster....jeg gik med Søster op gennem den store kirke, hvor jeg har haft min gang...helt op og lagde min krans ved hans fødder.
Så fór et eller andet i mig, og jeg gik rundt og hilste og gav hånd til alle, der sad der. Det gjorde godt.
Hvor styrken kom fra, ved jeg ikke.

Da ved startede på første salme "Du som har tændt millioner af stjerne..", var jeg ved at kamme over, men tænkte: "Du har sunget for hundredvis af andre, nu skal du synge for din søn for sidste gang, kom så..." og så gik det. Men ord og poesi er slemt, for det går rent ind.....

Så læste præsten, som er en god ven, fra det 1. Korinterbrev - Kærlighedens Højsang - -så bliver da Tro,Håb og Kærlighed, disse tre, men størst iblandt dem er Kærligheden.
Derefter sang hans stedstoresøster "Solen er så rød, mor"......så en meget smuk og personlig tale fra præsten-
så skulle jeg sige et par ord...glup....jeg ville fortælle om Sønnen og musikken - om Pink Floyd, Echoes og langsomheden....om at han nok kalder på os "across the sky".....
Søster havde lovet at stå bi, men det blev ikke nødvendigt.
Jeg stod ved hans hoved - et billede af ham havde jeg sat i plasticlommen med talen, min stemme klang højt og lidt fremmed i det store kirkerum, men jeg fik sagt de ord jeg ville - og vi lod musikken tale - i 6 minutter og 20 sekunder.
Så lød velsignelsen, vi rejste os, dem der skulle bære tog plads og alle sang "Dejlig er jorden", en salme, Sønnen gerne valgte juleaften.
Så gik vi ud....jeg skulle egentlig IKKE bære, men opdagede et 7. håndtag for enden af kisten og tog fat. Således bar jeg min søn ud af kirken og satte ham forsigtigt ind i bilen. (Nej den er ikke spor rusten),

buketten fra hundene

Turen gik gennem et solbeskinnet Odense, forbi hans Oldemors hus - ud til den kirkegård, hvor hun også ligger. Så gik den tunge gang hen mod graven.
Her har man snublende nær ved at bryde fuldstændig sammen, når man står på kanten og kigger ned. Når man ser i dybet og tænker, at der skal éns dyrebareste ligge....når rebene sættes på håndtagene....
Hans far, min Svoger og 4 af hans fætre bar. De 4 unge mænd - Søsters yngste er kun 17, og det er ufatteligt hårdt også for dem. Jeg stod ved siden af yngste og tog fat i rebet, men han klarede det flot.

Vi sang "Altid frejdig..." - jeg tror alle sang med - jeg havde bundet en masse små buketter om morgenen og plukket vilde rosenknopper - alle tog blomster og gik hen og gav ham gode ønsker med på rejsen.

Som om han lå dernede.....

Men han er i Kosmos, som han selv ville ha´udtrykt det - han er omkring os, tror jeg, og jeg har vist nævnt, at en af dagene sætter jeg mig ned i fuldstændig ro og mærker, om han er der.
Nu skal vi lige ha´min Far flyttet på ældrecenter.
Jeg vil gerne sige tak, fordi I har været der for mig. Det har måske båret den sidste grumme vej.

Men den skønneste krans

kransen bandt jeg selv - ikke prangende og tung - måske heller ikke helt professionel, men den var fra mig til ham - Sønnen, som nok ved, hvordan mor ind imellem får skøre ideer og ikke vil lave tingene som alle andre..netop dét gik i arv til ham. Han blev aldrig mainstream. Så langt fra. I kisten fik han med sig vilde blomster - fordi - han aldrig blev helt tam og poleret - men også fra den store have her, hvor han holdt af at være.
Han fik vilde roser - for rosen er kærlighedens blomst - og der hvor han skal hen, må han sprede kærligheden lige så vildt og voldsomt, som de vilde roser vokser.

tak for lån af billede

At gå vejen

Vejen til kapellet, hvor han lå i sin kiste, var lang og grum.
Men da jeg stod uden for døren, kunne ingen holde mig tilbage.
Jeg var bange, for at se det elskede barn i en kiste, er vel et skrækscenarie for enhver.
Hvordan ville han se ud?
Ville jeg blive bange og aldrig kunne få synet ud af hovedet igen?
Tankerne var mange og bange.
Men jeg mærkede foran den dobbelte dør at jeg måtte derind og sige de sidste ord til  ham.
Give ham lidt med på vejen.....
Men han var der ikke ...sådan rigtigt...det var ham, hans krop i tøjet, jeg havde givet bededamen, men jeg kunne mærke at han kun holdt sig i nærheden, fordi vi nu var der.....kroppen havde han forladt.
Men det gjorde godt at sidde stille og tale lidt til ham. Bede ham kigge ind en gang imellem.....
og tænk, jeg følte mig ikke åndssvag - det virkede helt naturligt at han måtte kunne høre det...
Bagefter er jeg lettet - en følelse af at have fuldendt noget har sneget sig ind i sorgen og gruen.
Nu skal vi bare...."bare"...i domkirken i morgen og have højtideligheden og gråden - det smukke og det grumme - så ud til kirkegården - og endnu mere gru....eller?
Jeg er dybt taknemmelig for min families - min søsters uvurderlige støtte - for jeres dejlige kommentarer og gode tanker - det får mig igennem - jeg går vejen - men den er hård og så utrolig trist.

Hænger stadig fast.......

Fra Sønnens yndlings-t-shirt.

Skal i kapellet i dag.....

ved ikke endnu, om jeg går derind...

Skal vaske min sorte silkekjole, som efterhånden er mest brugt ved den slags lejligheder.