22 juli 2011

En lang dag.



Denne morgen mangler jeg ord.
I går blev fødselsdagen fejret....på kirkegården med tæppe, hunde, kaffe og hindbærtærte.
Og mange tårer.
Alt var vissent og sært forfaldent, skønt det ikke var særlig længe siden, jeg var der sidst.
Regnen har gjort sit.
Selve jorden var sunket....skønt graveren havde sagt, at der ville nok gå ½ år.
Nu så man tydeligt gravens kanter, lidt grumt, synes jeg, men greb rask naboens lille rive og begyndte
at "ordne" - der må handling til, når man står over for det uhyggelige, men uundgåelige.
Hvad der fik mit humør i bund, var også, at der ingen havde været med blomster til ham på dagen.
Hans farmor bor et stenkast derfra.....
Nå, det er en ulempe ved at have et gravsted, man kan se, når der har været nogen....eller ikke....

Men, men - jeg fik sat en rose mere af de mørkerøde, denne med blomster, gravet op i hans egen have.
Flot så det ud, nu to roser og buketter og en hjertedekoration.
Straks blev stemningen lidt lettere - ja, ikke fordi....hundene er vist lidt ligeglade, men da jeg delte lidt tærte ud, blev de straks i godt humør.....ja, det ser man på halen!

Det er en lidt mærkelig kirkegård. Den er lavet som aflastning for en anden, der ligger ved en kirke. Her er ingen kirke, nærmeste nabo er en børnehave og over for en grillbar. Børnehaven frekventerede Sønnen et års tid som helt lille, og grillmad sagde han ikke nej til, så det passer meget godt med omgivelserne.
Der er ret øde, og den er slet ikke så regelret og pyssenysset som andre kirkegårde - desuden har den som anneks den muslimske begravelsesplads. Ikke at det gør nogen forskel, for der er næsten aldrig nogen mennesker. Levende....forstås..
Der er også et stort område med uplejet højt græs. Det er katastrofekirkegård. Hvis altså....pesten eller atomkrigen eller....kommer. Uhyggeligt at tænke på, men fredeligt at se på.
Og tiden går med vanding og nuslen, lidt vandring med hundene og langsomt sænker roen og erkendelsen af det uundgåelige - den uafvendelige kendsgerning - min søn er død, det er hans grav, jeg passer - han kommer aldrig igen - du vil møde ham, når tiden er inde - det tror jeg fast på NU.
Nok om det triste, her er en lidt happy ending på flueproblemet.


Lille My var rasende effektiv med fluesmækkeren, men fandt til sidst denne lampe ude i gemmerne.

Tilsyneladende virker den. De dør som f....
Det er jo godt, for det var lige før, noget vældig giftigt var blevet skaffet hjem.
Men helt væk er de nu ikke. En kop kaffe med masser af sukker kan også tiltrække bæsterne.
Jeg ved det, for nogen havde glemt at købe sødmælk til kaffen, så den måtte forsynes med sukker for at kunne indtages, og nu bader fluerne i sjatten. Og drukner. 
Herligt!
På vej hjem i går købte jeg en ny bil.......


Rød og fin - lugter aldrig af benzin - og så er den min - 25 kroner!


12 kommentarer:

  1. Sikke en hård dag. Håber det jævner sig ud med årerne. For mig var det første år hårdt og slemt. Senere er det lettere- nej ikke let, ikke glemt - mé man er forberedt - sådan da- nogen dage mere forberedt end andre.
    For nogen mennesker er afdøde ikke på kirkegården men i tankerne - måske er det derfor der ikke var nogen blomster.

    Dejligt du har fundet noget til at få ram på fluerne med :)

    Kærlige tanker på en våd dag.

    SvarSlet
  2. Jeg tror det er meget forskelligt hvordan vi bruger kirkegårdsrummet. Min søster har fået sat en lille granitbænk op ved sin datters gravsted, her sidder hun, mens hun mindes, tænker og falder til ro.
    Må din dag i dag blive med små glædesstrejf, kaffe med mælk og gode minder. Knus :-)

    SvarSlet
  3. Det med bænken var måske en ide, til vinter kan jeg jo ikke sidde på et tæppe...men det er et ret lille gravsted, så...tak for gode tanker, begge!

    SvarSlet
  4. Ja det var en trist mærkedag, nu er den overstået og du har fundet en udvej med fluerne, det er godt.
    Den fine røde bil var en god idé til opmuntring.
    Håber du får en god dag trods regnvejret.

    SvarSlet
  5. Selvom dagen var hård, synes jeg at kunne læse mellem linjerne, at den også var nødvendig og god for dig. At ordne på et gravsted er også ren terapi.

    Da Bella og jeg forrige søndag var på vej til Femø kørte vi indenom min far, der er begravet i Nykøbing Falster. Vi satte en sommerfuglelavendel i vasen og på stenen lavede vi små billeder med bittesmå sten: en sommerfugl, et hjerte, et ord: savner, og Bella fyldte hans navn ud med stenene.

    Det gjorde at det ikke kun var trist. Vi fik snakket lidt og vi var stille sammen.
    Han er her stadig. I hjertet.

    SvarSlet
  6. Ja, alt er ikke kun sorg. Heldigvis er tilværelsen så viselig indrettet at man får det drypvis - store og små dryp, men ikke alt på en gang...man kan gå ud og ind af det sorte, hvis I forstår mig...

    SvarSlet
  7. Du er så god til at beskrive alt det forskellige som dit liv er fyldt af.
    Tak fordi du deler.

    SvarSlet
  8. På vores datters første fødselsdag var den eneste vi hørte fra præsten, som havde begravet hende. Jeg var rasende. Tiden læger ikke alle sår, men den er en ven, der efterhånden gør det lettere at leve med sin historie.
    Varme tanker til dig.

    SvarSlet
  9. Åh, Lone - sikke en dag. Jeg er ikke så god til kirkegårde, som du er, men har mere mine kære i tankerne. Min mor og far liger i en stor fælles urnegrav med en blomsterbrønd. Jeg kan derfor ikke se, om der har været nogen med blomster.
    Tanker til dig!

    SvarSlet
  10. Kære Lone

    Jeg kan desværre ikke komme med ord der kan lindre din sorg. Men jeg er ikke i tvivl om, at det at du deler, kommer mange til gavn...

    KH Trine

    PS: har prøvet med en tidligere hilsen samt mail, og vil blot fortælle, at jeg virkelig er interesseret i den ene killing med de mørke ben, - hvis den ikke er afsat ;)

    SvarSlet
  11. Kæreste Lavendel

    Du skriver så levende og du har været så venlig at lægge nogle trøstende ord til mig på blog om sorgen over min mors død.

    Det må have været en hård dag for dig og jeg forstår godt, at du er ked af, at ingen lagde blomster til ham. Mon ikke de har ham i deres hjerter i stedet? Min mor får også en gravsten med navn på fælleskirkegården i min by fordi min søster ønsker det. Jeg ved, at jeg ikke kommer til at komme der meget fordi det i øjeblikket vil få de små øjeblikke af håb til at bryde helt sammen. Din beskrivelse af din søns kirkegård minder i høj grad om den kirkegård, hvor min mor skal ligge. Mon vi bor i samme by?

    Et stort knus og tillykke med din søn. Han burde have været hjemme hos dig og spist kage med jordbær/hindbær.

    Knus Mette

    SvarSlet

Du må endelig skrive en bemærkning eller en lille hilsen - det betyder rigtig meget for mig.