18 september 2011

En ommer - orange igen


Når man kludrer i det, må det gøres godt igen. I går var der orange her på bloggen i stedet for - som foreskrevet - brun. Godt det samme, for hvem gider se et brunt gulv, en pileflettet kurv, en taske.....jeg gad i hvert fald ikke på en søndag, nu be'r jeg Dem!
Så havde jeg diskuteret lidt med mig selv - måske sort? eller hvid? - men nej - vi bringer en gentagelse og blander vos med mængden Lille My, Frk.Yvonne og jeg - orange igen.
Og uden de fine sakse var der ikke meget sy-krea her i hytten. (Jeg har lige sneget det nymalede bord med.)


Malerier er jo taknemmelige - fuld af farver, så et stilleben mere - med appelsiner.


Ferskner er vel også en slags orange - de ligger og venter på at blive en del af en lækker Peach Melba, efterårshindbærrene hænger derude......men der er så vådt.


Et kig ind i køkkenskabet bragte disse fine krukker fra Arabia frem i lyset.


Dagens kaffekrus med strikmønster har orange kant.


Blandt de langskaftede theskeer var der lig én i orange
Når jeg har børn på besøg, er de helt vilde med at få lov at vælge den farve, de bedst kan lide. Sjovt som de små detaljer betyder noget, men jeg kan også huske fra min egen barndom, hvor Farmor (i sit sommerhus) havde Confetti-stellet - Søster og jeg kunne godt få lang tid til at gå med at beslutte hvilken farve kop, chokoladen skulle drikkes af.


Køkkenhåndklæde - hjemført fra genbrug. Jeg strikker ikke selv den slags, når de fås for en 5'er i genneren. Det er vel også en slags økologi. Vi dyrker ikke selv bomuld her i Danmark, så vidt jeg er orienteret.


til sidst - en lovprisning mere - her er et orange ringbind. FYLDT med de fineste broderimønstre, bl.a. en hel bog fra Håndarbejdets Fremme - også fra  formedelst 10 kroner.

Om ugens tema - find farver i dit hjem - det har været sjovt at skulle have nye øjne på, når man gennemgik stuer og værelser. Jeg er overbevist om, at farver har en stor betydning for vores velbefindende.
Mange arbejder seriøst med farveterapi - eller coaching, og op gennem tiden er de forskellige farver tillagt diverse betydninger. Hav en god søndag alle derude!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Du må endelig skrive en bemærkning eller en lille hilsen - det betyder rigtig meget for mig.