Rød.
Som rosen, som hjertet - rød er kærlighedens farve.
Et hæklet tæppe er undervejs, ren uld i fine varme farver.
Udfordringen kommer herfra.
Da jeg var barn, gik jeg absolut IKKE ind for rødt. det var en tøsefarve.
Blåt
skulle det være - blåt var til sømændene og de seje.....
Når vi to piger - Søster er 2½ år yngre end jeg - skulle farve, havde nogen bestemt, hvilke farver, vi hver især måtte bruge....jaaa...hvorfor lige??..sær ide, men Søster tilfaldt altså den røde, grønne, brune, grå.....mens hun selv, Storesøster fik blå,gul, hvid, sort......altså ..Gud nåde den lille, hvis hun farvede med én af "mine"....set på afstand virker det jo skørt, hvordan fik jeg nogensinde tegnet blomster eller mund? Jeg har nok snydt.
Jeg tror ikke, perioden varede særlig længe, men den har gjort dybt indtryk på mig.
Min mor syede meget af vores tøj, og et år til jul skulle vi have fine kjoler....og tænk, Søsters blev blå og min rød!!! Jeg var rystet, og ikke særlig vild med den kjole. (vi var vel 5 og 3 år).
Et lille rødt bord til sidste "ny"anskaffelse. Læg også mærke til den røde knap på telefonen.
Der er noget solidt over den, at tage røret på sådan et apparat er noget helt andet end den trådløse - troløse, som nu igen strejker.
Eneste ulempe er, at man ikke kan ringe op fra det sorte vidunder.....
men fint besvare en samtale.
Den røde farve kom senere til at spille en større rolle i mit liv.
Som det ses.
Nu, da teknikken har besluttet at være med mig igen, skal I se den fine morgenhimmel for 1½ time siden.
Hej Lone
SvarSletsød historie til ugens farver :o)
- smukke røde ting og ikke mindst himlen fra morgenstunden
kram♥
Den telefon vækker minder, for sådan én havde vi da også i mit barndomshjem. Det er en gedigen sag - ikke sådan noget letvægts-noget som den smarte designertelefon jeg har:-)
SvarSletRød er en svær farve - i hvert fald til påklædning - men flot til dem, der kan bære den.
Jeg kan godt forstå at du havde holdninger til farver. Det havde jeg også. Jeg ville gerne have rød! Og gul, og grøn, turkis; i det hele taget stærke farver. Jeg er ikke sikker på at det så så pænt ud, men en kunst-lærerinde fortalte mig 10 år efter at det var befriende at jeg til translokationen mødte op i en turkis jakke. Jeg var ikke så sikker på at det var en god ide, sagde jeg til hende. Nogle år efter hørte jeg at hun havde begået selvmord, og så vidste jeg at at jeg havde bidraget med en splint til hendes ligkiste. Ikke at jeg bebrejder mig selv, men jeg kan se, hvor meget man skal passe på hvad man siger, hvis man elsker sine medmennesker.
SvarSletSikke en sjov idé! Jeg vil også finde farver....
SvarSletFlot telefon. Det er da ærgeligt, man ikke kan ringe fra den mere! Kan sagtens huske følelsen.