21 juni 2013

Den vilde Undulat.



Ja, her ligger hun så...besejret af søvnen og varmen...men det holdt hårdt. Det eneste, der kunne lokke, var en tur i Babys nye barnevogn på villavejene kørt af Mormor MED hunde...hurra for Odder - det er da barnevogne, der holder!!
Den lille Viol er jo ikke længere så lille. Har i et par dage slet ikke lydt sit døbenavn...men insisterer på at hedde "Storesøster" - og det er hun jo rettelig snart...små 1½ måned - så har hun selv føddeda, og en Baby ankommer. Men derfra til at udelukkende lyde navnet Storesøster, er der vel et stykke. Ella er blevet den usynlige ven, som ikke er så stor som Storesøster og må finde sig i at sidde på bagagebæreren på løbecyklen og stå i anden række, når det uddeles mad og andet. Tiltales hun med sit eget navn, sker der et af to:
Enten ser hun fornærmet bort og lader som om, det ikke angår hende
eller
hun protesterer højlydt med NEEEEEJ, jeg er Storedødder!!!
Ak ja, det må man lige huske....man kan også selv skifte rolle og person...fx kan jeg (mormo) godt være mor - og mor være Ella, mens Ella er ...nå ja ...Storesøster.

Dog - hun kan skifte....
i går var det Den lille Undulat, som hun desværre havde misfortolket som Den VILDE Undulat....hun aner ikke, hvad slags dyr en undulat er, men adspurgt i går mente hun jo nok, at det var en slags krokodille...eller måske tiger...hvorom alting er, dyret fór voldsomt frem i det dejlige vejr, nærmest uden tøj og med meget store armbevægelser og hærgede en del...heri også indbefattet slag mod Mor og Mormor!! Under et eller andet kampråb.....
Jeg var selvfølgelig (indvendig) færdig af grin....men det går jo ikke, Granberg - en passende alvor må påses, når en Vild Undulat lige skal tilrettevises......
Siden antog den lille Viol rollen som storesøster med den usynlige ven Undulatmanden, som gik hen og gav vaskebænken stryg....den havde så i mellemtiden forvandlet sig til Undulaten.....som ikke måtte komme med til party (føddeda).

Nå, kan I følge med???
I morges var hun tiger - med foldet tunge (ja, det havde hun lige opdaget at man kan) og hæs brølen....

og inden hun forsvandt ud af døren med Far i Otto (Christianiacyklen), var hun nået at blive en giraf - med lysse'ø'e pletter.
Ind imellem er hun den sødeste lille Viol, der ligger i arm og putter sig, mens vi læser om Peter Pedal eller Den lillebitte Kone....det er den sjoveste tid....og den kommer aldrig tilbage, så jeg vil nyde og forsøge at være med, så ofte jeg kan.

Her er man prinsesse og skal ud i haven og danse - kjolen har tilhørt hendes mor - da mor var 5 år,  og gummistøvlerne er lige lidt for store, men de er nye OG flot turkis!! Lige sagen på sådan en dag med 28 graders varme.
Hjemme igen efter udflugt til 2650 - må lige puste lidt ud.


6 kommentarer:

  1. Puuuuha, hun er godt nok aktiv hende den lille viol... Eller tornado... :D

    Tror du trænger til en velfortjent lur og udpusten.
    og god weekend. ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, hende er der gang i...fra 7 om morgenen

      Slet
  2. Fantasi er en gave. Og så må mormor puste lidt ud på Fyn ind imellem. Hvor er hun da skøn, den lille storesøster in spe.

    SvarSlet
  3. Åh, det er så dejligt at læse om din søde lille Viol!

    SvarSlet
  4. Tak for en herlig beretning om dit skønne lille barnebarn. Du beskriver det bare så eventyrlig godt - og sjovt :-)

    SvarSlet
  5. Du får mig til at smile,når du beretter så godt om den lille Viol og hendes mange navne. Det bliver spændende når storesøster virkelig bliver storesøster :-)

    SvarSlet

Du må endelig skrive en bemærkning eller en lille hilsen - det betyder rigtig meget for mig.